Genbrug sparer CO2: Mursten fra faldefærdige huse får nyt liv

Nye huse bygget af gamle mursten vinder frem. Mursten fra faldefærdige huse, som rives ned, bliver renset og anvendt igen. Det sparer på klodens begrænsede ressourcer og gavner samtidig klima og miljø.

På Hovedgaden 36 i Præstbro er den store maskine i gang. Bid for bid sætter den store grab tænderne i murstene på Det Gamle Mejeri. 

- Alle murstenene bliver genanvendt, og er der noget træværk, som kan tages ned, så bliver det også genanvendt, forklarer Henrik Jensen, som er formanden for nedbrydningen, som Vennelyst i Hjørring står for. 

Det er Vennelyst fra Hjørring, som står for nedrivningen af bygningen i Præstbro.
Det er Vennelyst fra Hjørring, som står for nedrivningen af bygningen i Præstbro.
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen

Nedrivningen af den mere ned 100 år gamle ejendom i Præstbro strækker sig over knap 2 måneder, da materialerne skal anvendes igen. Indenfor er væggene renset for beton og skadelige stoffer, inden de kan rives ned.

- Der har været bly i malingen på væggen. Det er renset af nu, fortæller Henrik Jensen. 

I Det Gamle Mejeri er der taget prøver for mere end 150 forskellige stoffer i forbindelse med nedbrydningen.

75 bygninger revet ned på fem år

Ejendommen i Præstbro er en af fem ejendomme, som Frederikshavn Kommune har fået tilskud fra nedrivningspuljen til at rive ned i foråret. 2014 er der revet 75 bygninger i Frederikshavn Kommune ned og genanvendt. 

- Vi kigger mere og mere på det. Vi er også optaget af FNs verdensmål, i forhold til hvordan vi udnytter ressourcerne bedst og ikke bare smider væk og producerer nyt. Her tænker vi meget over, om mursten kan genanvendes, siger Frederikshavn Kommunes borgmester, Birgit S. Hansen (Socialdemokratiet).

Mere end halvdelen af murstene fra bygningen i Præstbro kan genvendes. De bliver kørt fra Præstbro til Brønderslev til AVVs virksomhed Gamle Mursten Nord. Her foregår rensningen af stenene uden brug af kemikalier.

Genbrug af mursten sparer CO2

Kalkmørtellen på stenen bliver banket af, så de bliver rene og klar til at blive solgt til et nyt byggeri.

- Det er jo at spare på de råstoffer, som begynder at blive knappe, og der er en CO2 besparelse på 0,5 kilo pr. sten, og der går cirka 16.000 sten til at lave et enfamiliehus, og det betyder, at der spares 8.000 kg CO2, når man bygger et hus, siger afdelingsleder ved Gamle Mursten Nord, Kurt Brandi.

I Præstbro forsvinder bid for bid af Det Gamle Mejeri, og når murstenene renset i Brønderslev, så er der sten nok til at bygge to parcelhuse. 

Det gamle mejeri i Præstbro bliver revet ned. Murstenene kan give to nye parcelhuse.

Seneste nyt

fra Nordjylland