Giftudslip på Sæbygaardskolen
Foto: Mick Knive Anderson
Der blev slået giftalarm, da der torsdag ved 14-tiden faldt et glas med en salamander i formalin på gulvet i et klasselokale på Sæbygaardskolen, og omkring to liter af den stinkende, ætsende og giftige væske ud på gulvet.
Et glas med en salamander i formalin, røg ved et uheld på gulvet i dag ved 14-tiden i et klasselokale på Sæbygaardskolen. Der løb omkring to liter formalin, der er en giftig og ætsende væske, ud på gulvet.
Det var læreren, der kom til at skubbe til glasset, som stod på et bord, fortæller indsatsleder Thomas Dybro fra Nordjyllands Beredskab.
Ingen kom til skade
Ingen kom til skade ved uheldet, men alle blev tjekket af ambulancepersonale efterfølgende, for der er tale om et ganske farligt stof.
- Formalin er et farligt stof, så de gjorde rigtigt i at få folk ud af lokalet og ringe 112, siger Thomas Dybro.
Aggressivt stof
Formalin bruges blandt andet til konservering af dyr, der skal opbevares blandt andet til forskning eller undervisning. Det bruges også til desinfektion af operationsredskaber og er en temmelig aggressivt stof, der afgiver giftige dampe lyder det fra indsatslederen.
- Derfor bliver vi nødt til at have kemikaliedragt på, når vi skal ind og rydde op. Hvis vi havde almindelige branddragter på, ville dampene trænge ind og give kraftig svie, siger Thomas Dybro.
Formalinen er nu suget op i en beholder og bragt til modtagestationen i Hjørring, hvorefter der skal laves en større rengøring af lokalet.