Giver op: Privatskole lukker
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
1. februar er det slut med at drive skole i Jerup ved Frederikshavn. Der er for få elever, og skolens leder har netop sagt op, så skolebestyrelsen smider håndklædet i ringen.
I aften er det besluttet at lukke privatskolen i Jerup 1. februar. Skolen har længe kæmpet for at få elever nok - den har for tiden 37 - og for nylig sagde skolens nuværende leder op.
- Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, siger skolebestyrelsesformand Nina Jensen til Kanal Frederikshavn.
Hun er ked af beslutningen om at lukke skolen, da det giver store udfordringer for forældrene, som nu skal finde en ny skole til deres børn.
- Og der er mange af børnene, som har svært ved at trives på en stor skole, siger Nina Jensen.
Hun forudser, at nogle af forældrene vælger at sende deres børn til Vendsyssel Friskole i Mosbjerg, som også er en mindre privatskole.
Jerup Privatskole startede i august 2017 i de gamle bygninger fra Jerup Skole, som Frederikshavn Kommune lukkede i 2015.
Skolen har siden første skoledag kæmpet for at have elever nok til at drive skolen, og skolen har således flere gange været truet af lukning. I maj var skolen tæt på at lukke, men blandt andet tilgang i elevtallet fik skabt nyt grundlag for at drive skolen videre.
Det samlede elevtal i skolens klasser fra 0. til 8. klasse steg op til dette skoleårs begyndelse fra 32 til 41, og efter en periode uden en skoleleder, tiltrådte Morten Christensen som ny leder på skolen 1. november - og han har altså nu valgt at fratræde.
Eleverne på skolen har været delt ind i fire klassetrin:
0-.2. klasse
3.-4. klasse
5.-6. klasse
7.-8. klasse