Grov vold: 32-årig truede med oversavet jagtgevær

Offer blev også bagbundet og fik strammet snor om halsen.

En 32-årig mand er blevet varetægtsfængslet i tre uger, efter en ualmindelig voldsom episode på en adresse i Frederikshavn mandag over middag.

Her truede den 32-årige mand en anden person på adressen med et oversavet jagtgevær og udsatte ham for grov vold.

 

Tirsdag eftermiddag blev manden fremstillet i lukket grundlovforhør i Retten i Hjørring og varetægtsfængslet i tre uger.

Ifølge anklager Sofie Stokholm truede den 32-årige mand den anden person, mens han sagde: Hvis ikke du gør, som jeg siger, skyder jeg dig.

- Derefter beder han personen om at tage hænderne om bag på ryggen og putter strips om personens håndled og lægger derefter en snor om halsen på ham og fører ham ind på et værelse, hvor der er sat en seng på højkant og en krog i loftet. Og så skubber den 32-årige personen og sætter et knæ i ryggen på ham og strammer snoren om hans hals og slår ham med knyttet hånd i hovedet, forklarer Sofie Stokholm.

Hun ønsker af hensyn til offeret ikke at oplyse nærmere om relationerne mellem gerningsmand og offer.

Sofie Stokholm fortæller, at den 32-årige mand nægter sig skyldig, men han kærede ikke afgørelsen om varetægtsfængslingen.


Seneste nyt

fra Nordjylland