Håndlavede tagsten fra Nordjylland skal pryde kongeslot

En delegation fra Fyn var torsdag i Nordjylland for at se de teglsten, Volstrup Teglværket er ved at lave til middelalderslottet i Nyborg.

På Volstrup Teglværk ved Sæby kan de noget helt specielt. Teglværket har i mere end 50 år lavet teglsten i hånden, som man gjorde det tilbage i tiden.

- Vi er de eneste i Danmark, der gør det på den klassiske måde, fortæller salgskonsulent Jens Lydolph-Nielsen fra Monier, som Volstrup Teglværk er en del af.

Torsdag er det teglsten til Nyborg Slot på Fyn, der bliver lavet. Slottet er ved at blive renoveret for 351 millioner kroner, og bygherrerne har henvendt sig til det nordjyske teglværk for at få nye, gamle teglsten på kongeslottet, der blev opført omkring år 1170.

- Det er en fredet bygning, vi arbejder med, og det stiller nogle krav til de materialer, vi skal bruge til istandsættelse og restaurering af slottet, siger restaureringsarkitekt Mette Viuf Larsen.

quote Det er fantastisk at se de her gutter lave et håndværk, som er fuldstændig uforligneligt.

Mads Falbe-Hansen, projektchef ved Slots- og Kulturstyrelsen

Teglværket i Volstrup er det eneste i Danmark, der udfører så store specialopgaver, som folkene bag restaureringen af Nyborg Slot efterspørger. Derfor var der ingen tvivl om, at ordren, som lyder på 11.500 tagsten og 200 skotrendesten, skulle gå til det nordjyske teglværk.

- Det er fantastisk at se de her gutter lave et håndværk, som er fuldstændig uforligneligt, siger projektchef Mads Falbe-Hansen fra Slots- og Kulturstyrelsen, som torsdag var i Nordjylland for at se nærmere på de tagsten, der snart er klar til at blive sendt til Nyborg.

Der er fire håndstrygere ansat på Volstrup Teglværk, og i løbet af en arbejdsdag får de omkring 300 teglsten fra hånden. Lyden af maskiner kan tydeligt høres fra håndstrygernes arbejdsområde, fordi teglværket ved Sæby producerer hver dag tusindvis af tegnsten med maskiner.

De håndstrøgne tagsten er dog en vigtig nicheproduktion, som det nordjyske teglværk ønsker at fortsætte.

- Der findes ikke ret mange slotte, vi ikke har været blandet ind i restaureringen af. Efterspørgslen efter håndlavede, danske teglsten er der konstant, siger Jens Lydolph-Nielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland