Har du tjekket din kupon? Efterlyser Lotto-vinder i nordjysk by
Seks heldige Lotto-vindere har endnu ikke meldt sig.
Hvis du har købt dig en Lotto-kupon på benzintanken OK Plus på Trafikcenter Sæby Syd, så bør du gå hjem og finde den frem.
For det kan snildt svare sig at rode sokkeskuffen igennem, tjekke bukselommerne og gå gennem stakken af papirer - i jagten på "guld-kuponen". En kupon, der er mange penge værd.
Danske Spil har allerede hørt fra 194 heldige vindere af en Lotto Trøstepræmie - en gevinst på 100.000 kroner. Men der mangler fortsat seks vindere, som endnu ikke har givet sig til kende.
Dem vil Danske Spil gerne i kontakt med.
- Det har været en kæmpe fornøjelse at få lov til at uddele så mange flotte præmier på én gang. Så satser vi på, at de sidste seks også viser sig, siger Malene Mølgaard, der er administrerende direktør i Danske Lotteri Spil.