Hellerupuge og krydstogt: Skagen har aldrig været så proppet

Der har været godt gang i Skagen fredag. Udover de sædvanlige 50.000 gæster har der i dag været næsten 3300 ekstra turister på toppen af Danmark.

Fredag morgen anløb to krydstogtskibe Skagen Havn. Det første skib i havnen var det tyske krydstogtskib Mein Schiff 4, som ankom klokken 7. En time efter var det luksusskibet Seven Seas Voyager, der lagde til i havnen. Med sig havde de to skibe til sammen 3275 krydstogtpassagerer, og dermed blev Skagen et par tusinde gæster rigere. Det er første gang i Skagens historie, at man har så mange krydstogtpassagerer på besøg på én dag.

- De to krydstogtskibe, der kom ind i morges, fylder jo gadebilledet lidt. Men jeg synes ikke, at det er slemt, man kan sagtens komme rundt, men der er godt med mennesker, siger Morten Thomsen, som er på ferie i Skagen.

Turisthus Nord formoder, at der er 50.000 turister om dagen i løbet af sommeren i Skagen, og med et par tusinde ekstra krydstogtturister har der også været travlt i byens butikker.

- Jeg mener, at det er en stor gave for byen i en tid, hvor der er masser af nethandel, og måske en sommer som den her, hvor nogen af vores typiske turister tager et sted hen, hvor der er lidt varmere end her. Så er det rigtig dejligt for os og for byen, at der kommer mange cruisegæster til, siger Merethe Ebbesen, der er butikschef i Skagen Denmarks butik i Skagen.

Mein Schiff 4 forlod Skagen Havn klokken 15, hvor den sejlede videre mod Kiel. Luksusskibet Seven Seas Voyager drog mod København klokken 18.


Seneste nyt

fra Nordjylland