Hollandsk fragtskib afventer slæbebåd

Et hollandsk fragtskib er lige nu strandet syd for Skagen havn. Natten til søndag påsejlede det en mole, og nu afventer det en slæbebåd, så det kan blive undersøgt.

Weekendens voldsomme blæsevejr fik trælse konsekvenser for det hollandske fragtskib Vechtborg. Natten til søndag ramte skibet en mole, da det skulle ud af havnen. På grund af blæsen havde det 133 meter lange skib Vechtborg havde problemer med fortøjningen, og det skulle derfor flyttes ud af havnen, før vejret blev værre.

To slæbebåde skulle derfor trække skibet, men den ene slæbetrosse knækkede, og de tabte den ene ende af skibet. 

Lige nu ligger skib og mandskab syd for Skagen havn, men de vil gerne ind i havnen. Sådan lyder det fra vagtholdslederen ved Forsvarets Operationscenter.

Desværre for skibet kan de først få en slæbebåd i morgen, tirsdag. De må derfor væbne sig med tålmodighed. Fragtskibet afventer desuden en undersøgelse for at afgøre, om der er sket skader under skibet.

- Der er ikke noget olieslip at bekymre sig om. Vi vil bare gerne ha skibet undersøget, så de kan blive frigivet igen, fortæller vagtholdslederen.

Skibet var sejlet til Skagen for at losse en last, så da påsejlingen af molen skete, var skibet tomt.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland