Hver fjerde bilist får bøde efter uge 29-kontroller

En bilist kan se frem til at skulle betale 250.000 kroner i registreringsafgift.

Motorstyrelsen og politiet gennemførte i hele uge 29 flere kontroller i trafikken i og omkring Skagen. Uge 29 i Skagen er også kendt som "Hellerup-ugen" og er kendt fordi byen i den uge på det nærmeste invaderes af danske og udenlandske turister med rigeligt råd til en luksuriøs ferie - og ligeså luksuriøse biler.

Motorstyrelsen - der er en af de syv styrelser, der er blevet ud af det gamle Skat - var på plads i Skagen og omegn for at kontrollere om de mange dyre biler var registreret korrekt og at der var betalt den rigtige registreringsafgift. Derudover har kontrollerne i særlig grad fokuseret på udenlandske køretøjer, autocampere, leasingbiler og firmabiler samt på biler med prøveskilte men uden en egentlig indregistrering.

Ingen prøveskilt-syndere

I alt 89 køretøjer blev kontrolleret og af dem kunne 57 køre videre helt uden anmærkninger. 22 sager gav ejeren af bilen en bøde mens resten af sagerne fordeler sig som sager om blandt andet registreringsafgift.

De overordnede resultater fra ugens kontroller ligner i store træk tidligere års kontroller og i alt kan hver fjerde af de kontrollerede trafikanter se frem til at modtage en bøde fra Motorstyrelsen. Ingen af bøderne blev dog uddelt på grund af forkert - og dermed ulovlig - brug af prøvemærker til køretøjer, som giver tilladelse til specifikke køreture uden at der er betalt registreringsafgift af en bil eller et andet køretøj. Omvendt blev der positivt kontrolleret at mange benyttede sig af flexleasing-ordninger.

En del sager rettede sig mod autocampere, der ikke overholdt reglerne for indretning og dermed havde betalt en forkert registreringsafgift. Derudover konstaterede Motorstyrelsen flere ombyggede varebiler og udenlandske biler, der ikke var registreret korrekt.

Forseelse til 250.000

Fire køretøjer fik i forbindelse med kontrollerne inddraget nummerpladerne, fordi forholdene omkring registreringen og afgiftsbetalingen ikke var i orden. En af disse sager ender som en særdeles bekostelig affære. En bil på danske plader blev nemlig afsløret som slet ikke indregistreret. Der var således slet ikke betalt afgifter på bilen - og den var ikke forsikret. Den sag beløber sig til mere end 250.000 kroner i registreringsafgift alene.

Mange af de i alt 22 bødesager handler om biler, der er indregistreret som varebiler. Her er det forseelser som manglende firmanavne og CVR-numre på bilerne, der har givet påtaler ligesom indretningen af varebilerne har givet bøder. Det er for eksempel ikke lovligt at have en bil indregistreret som varebil, hvis ruderne i varerummet kan åbnes.


Seneste nyt

fra Nordjylland