LIGE NU:

Imponerende syn: Tusindvis af søstjerner skyllet i land

Lige nu dækker mange tusind søstjerner strandkanten på en 100 meter lang strækning på Sønderstrand ved Skagen.

Det var et spektakulært syn der mødte Joan Brink Olsen lørdag eftermiddag, da hun var ude at gå tur på Sønderstrand i Skagen, sammen med sin mand og sit barnebarn.

- Vi havde parkeret bilen ved Grenen, og gik derfra og ned langs stranden mod Det grå Fyr. Det første vi så, var nogle søstjerner i vandkanten, som stadig var levende. Men da vi så kom ned til strækningen mellem de to høfder før fyret, så var der pludselig tusindvis af søstjerner i vandkanten, fortæller hun.

Joan Brink Olsen er født og opvokset i Skagen, og går tur på stranden tre-fire gange om ugen. Men hun har aldrig før set så store mængder søstjerner skyllet op.

- Det var virkelig et mærkeligt syn, og jeg har nok gået der tusind gange, men jeg har aldrig set sådan noget før. Men det var nu til stor begejstring for vores barnebarn!

Ikke så usædvanligt

Men det er faktisk ikke så usædvanligt, at der bliver skyllet mange bundlevende dyr op på stranden. Det fortæller Kristina Ydesen, biolog og udviklingschef ved Nordsøen Oceanarium, til TV2 Nord.

- Der kan være flere årsager til, at der bliver skyllet store mængder af for eksempel søstjerner eller muslinger op det samme sted. Som regel er det et sammenfald af strøm og vind, som hvirvler dyrene op, og fører dem ind på stranden, forklarer hun.

Og ifølge Kristina Ydesen er det også sket på Sønderstrand før.

- Men lige præcis hvad det skyldes, det kan være svært at forklare fra gang til gang. For det kan som sagt både være vind og vejr, men det kan også være et skib, der har suget søstjernerne op i sine ballasttanke, og så tømt dem igen ud for kysten, forklarer hun.