Fra voldsmand til mentor: - Jeg fortryder allermest det lort, der gik ud over andre
Siden barndommen har Kuno Pedersen jagtet anerkendelse. Dén fandt han et overraskende sted. Foto: Annette Bjerregaard Andersen
Kuno Pedersen var i 20 år en del af det kriminelle miljø i Skagen og har siddet i fængsel mere end 10 år. Men en dag fik han nok.
Hør mere om Kuno Pedersens rejse fra den kriminelle underverden til et traditionelt familieliv nederst i artiklen eller i sæsonens første afsnit af Indblik på TV2 Nord Salto onsdag klokken 19.50.
Allerede i børnehaven kunne han mærke uroen. Den rastløse energi, der tvang den lille dreng til at være i evig bevægelse.
- Det fortsatte hele vejen op til skolen, hvor jeg var meget eventyrlysten og ikke så god til at sidde stille. Min skolegang var ikke noget at råbe hurra for, for jeg sad mere nede på kontoret, fordi jeg lavede ballade i klassen.
42-årige Kuno Pedersen lavede fra en tidlig alder masser af 'drengestreger' i Skagen, hvor han voksede op.
Streger, der blev til baner. Narkotika i lange baner.
- Jeg lavede alt muligt lort. Lige fra at sælge stoffer til at lave indbrud, og nogle af tingene kan jeg ikke engang huske. Dem er jeg blevet gjort opmærksom på under retssagerne, når jeg skulle stå ansigt til ansigt med dem, jeg havde mærket for livet, fortæller han ærligt i programmet Indblik.
Selvmordstanker på afveje
Et hurtigt blik på Kuno Pedersen afslører en stor, muskuløs krop og mørke tatoveringer. Men han er et stykke fra de 152 kilo, han vejede, da overfald og narkosalg var en naturlig del af hverdagen.
- Jeg levede i et samfund for mig selv, og afstanden til andre mennesker blev større og større, husker han.
Og især oppe i hovedet er Kuno Pedersen i dag milevidt fra den, han var engang.
- Jeg fortryder mange af de ting, jeg gjorde. Især dét, der gik ud over andre mennesker. Mange siger, det har gjort mig til den, jeg er i dag. Men jeg ville gerne have været alle de her ting foruden, som har gjort ondt på andre, mine børn og min familie, lyder fortrydelsen fra den 42-årige.
Jeg var bange for at lære mig selv at kende
Kuno Pedersen, foredragsholder
Kuno Pedersens kriminelle løbebane kostede ham ni domme og mere end 10 år i de danske fængsler. Men en dag i 2013 havde han som 30-årig fået nok.
- Jeg havde ikke lyst til at leve det liv mere. Jeg havde selvmordstanker og forsøgte nærmest også på det – både med mit stofmisbrug og egentlige handlinger. Jeg havde det så dårligt indvendigt, og jo dårligere, jeg fik det, jo vildere blev mine handlinger. Det var en flugt fra alting – og fra mig selv, fortæller han.
For første gang lyttede han til den fængselsbetjent, der kom ind i hans celle og tilbød ham hjælp til at komme ud af sit misbrug.
Leverpostej-liv
Forandringen og det nye liv lod vente på sig. Det viste sig at blive en hård rejse, der udover en udskiftning af omgangskredsen også bød på en dyster kræftdiagnose.
Kræften overlevede Kuno Pedersen mirakuløst, og alle de gamle vaner, rutiner og netværk blev langsomt skiftet ud.
- Det værste var konflikten med mig selv – dét at sætte ord på og spørge efter hjælp så jeg som en svaghed, så det var svært. Jeg følte, jeg havde to personligheder, der slåssede: Den ”gamle” Kuno og den Kuno, der gerne ville noget andet, siger han.
- Det er jo faktisk en livslang proces. Jeg skal stadig være opmærksom på alt, jeg foretager mig. Der ligger nogle dybe mønstre fra barnsben, jeg skal undgå.
Men alt det hårde arbejde bar frugt og ikke frygt, som tidligere.
I dag har Kuno Pedersen været løsladt fra fængslet i præcis fem år. I al den tid har han holdt både sin næse og straffeattest ’ren’.
Han arbejder som førstehjælpsinstruktør på en køreskole, er frivillig mentor og holder foredrag om sin fortid på skoler og ungdomsinstitutioner.
- Nogle vil kalde det et ’leverpostejliv’. Jeg kalder det for ’det gode liv’ med far, mor og børn. Det går op i madplaner, handle ind, spille spil med børnene, gå ture og et helt almindeligt arbejde, fortæller han.
Han nyder især de vigtige snakke med de unge ude på skolerne.
- Jeg var enormt taknemmelig over al den hjælp, jeg selv fik til at komme ud af mit misbrug og videre med mit liv, for det er dyrt. Så jeg vil gerne give noget tilbage og bidrage med alt det, jeg kan.
Kuno Pedersen har to børn, og så er han bonusfar til sin kærestes to børn fra et tidligere forhold. Familien bor sammen i Hirtshals.
Aktuel bandekonflikt
Selv om Kuno Pedersen som ung var et kendt ansigt i den kriminelle underverden i Skagen, har han aldrig været med i en bande eller gruppering.
Men han forstår godt, hvorfor så mange unge i dag bliver fristet af at være en del af GT eller A12 – bander, som det seneste års tid mistænkes for at stå bag flere voldelige episoder i Aalborg og omegn.
- Det er unge mennesker, der har brug for at høre til et sted, ligesom jeg havde. De har fundet sammen med andre, der er ligesom dem selv, lyder vurderingen.
Kuno Pedersen ved, hvor meget mod det kræver at ryste sig fri fra fortiden – og hvor svært det kan være for de unge at slippe ud af de kriminelle kløer.
- Jeg var bange for at lære mig selv at kende. For at se, hvem der dukkede op, når den kriminelle personlighed og status, jeg havde brugt et liv på at bygge op, smuldrede. Når folk finder ud af, at jeg sætter følelser på ting, synes de, jeg er en taber, fortæller han og sine egne tanker.
- Men det var megafedt at begynde at arbejde med sig selv, og der er mange små sejre.
Derfor er den tidligere stofmisbruger og voldsdømte også stensikker på én ting:
- Jeg levede et elendigt liv, og det skal jeg aldrig nogensinde tilbage til. Jeg har været i fængsel for sidste gang.
Hør mere om Kuno Pedersens rejse fra den kriminelle underverden til et traditionelt familieliv herunder eller i sæsonens første afsnit af Indblik på TV2 Nord Salto onsdag klokken 19.50.