Jobpatruljen på besøg: 9 ud af 10 ungarbejdere har problemer med løn

I uge 28 og 29 er fagbevægelsens Jobpatrulje på kontroller i Nordjylland. Tirsdag gik turen forbi hotel Scandic The Reef i Frederikshavn.

Der findes alt for mange arbejdspladser, hvor unge medarbejdere under 18 år har problemer med deres ansættelsesforhold. Derfor er Jobpatruljen i disse uger på besøg hos virksomheder i Nordjylland.

Og tirsdag lagde patruljen vejen forbi hotellet Scandic The Reef i Frederikshavn til et uanmeldt besøg. Her stillede 17-årige Sophie Nyholm Andersen gerne op til en snak med Jonas Klarskov Christiansen fra Jobpatruljen.

- Det er vigtigt for os, at der er orden i det, og at der ligger en ansættelseskontrakt, og at får en lønseddel, siger Jonas Klarskov Christiansen.

Ansvaret ligger hos arbejdsgiver

Sidste år var Jobpatruljen på besøg hos 10.000 virksomheder over hele landet og talte med knap 3000 unge fritidsjobbere. I mere end 90 procent af alle ansættelserne viste der sig at være problemer - oftest var det med lønforholdene.

Det er slet ikke godt nok, lyder det fra Jobpatruljen.

- Jeg synes jo, det arbejdsgiverens pligt at informere ungarbejderne om deres rettigheder, så jeg synes, de har de et ansvar. Derfor er vi ude i sommerlandet og sikre, at arbejdsgiverne er oplyst, siger Lene Hürdum Quist, der er koordinator for Jobpatruljen i Nordjylland.

Heldigvis viste der sig tirsdag at være styr på sagerne hos Scandic The Reef i Frederikshavn. Lønsedlerne var i orden, og Sophie Nyholm Andersens mor havde helt styr på hendes feriepenge.

- Det betyder jo sådan bare, at man ved, at man får det, man arbejder for. Man bliver ikke snydt og sådan noget. Det er ikke sådan, at jeg behøver at tjekke mine lønsedler, siger Sophie Nyholm Andersen.

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland