Jordbærret beviser det: Sommeren falder tidligere i år
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
En af de mest karakteristiske sommerbebudere har meldt sin ankomst.
Hvis det ikke skulle være gået op for dig, så er det nu sommer i Danmark.
Det er det første, man tjekker om morgenen, når man star op, og det sidste inden man går i seng, og så ellers hver halve time derimellem.
Claus Jensen, jordbæravler, Sæby om sommerens vejrudsigter
Med indgangen i juni, bekræfter kalenderen, at vi er gået ind i sommermånederne, men allerede midt i maj var de første højrøde rumba-jordbær klar til at blive plukket, pakket i bakker og sat i salg.
- Vi er lidt tidligere på den, fordi det har været varmere i marts og april. Selvom det har været vådt, har det været lunere, siger jordbæravler Claus Jensen fra Jensen Jordbær, hvis jordbær er næsten to uger længere fremme, end de var på samme tid sidste år.
Og jordbær er lig med sommer. Det mener flere jordbærglade gæster i gårdbutikken ved Sæby.
- Når de er så gode, som de er her, så skal vi helt sikkert have købt nogen. De symboliserer sommer, siger Elsebeth Madsen efter at have prøvesmagt sorten Honeyoye, der også er godt 14 dage foran den almindelige modningstidsplan.
- Vi har ventet på dem et helt år. De smager fantastisk, og vejret er dejligt, så nu er det bare sommer, siger Merete Poulsen, der også for to dage siden købte to bakker, som hurtigt fik ben at gå på.
Kokosjord forlænger jordbærsæsonen
Jordbæravlerne forsøger med forskellige modningsmetoder at gøre jordbærrene klar til en sæson, der dels begynder tidligt, men samtidig strækker sig over det meste af sommeren.
I det arbejde bruger de blandt andet forskellige jordbærsorter, – i Jensen Jordbærs tilfælde hele otte slags – der udover forskellige karakteristika, også modnes forskudt af hinanden.
Rumba-jordbærret er en af de sorter, der traditionelt set er tidligst klar til at blive spist, enten uledsaget, i selskab med fløde, eller hvad man ellers måtte foretrække.
Hos Jensen Jordbær er processen hjulpet yderligere på vej af både et automatisk vandingsanlæg, plantesække med en særlig kokos-jordblanding og plastikoverdækkende tunneller, der alt sammen skal fremrykke, at bærrene er klar så tidligt, som det er muligt.
Til syvende og sidst er det dog vind og vejr, der er afgørende for udbyttet af jordbærhøsten.
- Det er det første, man tjekker om morgenen, når man står op, og det sidste, inden man går i seng, og så ellers hver halve time derimellem, siger Claus Jensen om vejrudsigten, som han også har ønsker for.
- En god, gammeldags dansk sommer, er det bedste – den er ikke for god, men så alligevel, siger han.