Kæmpe millionsmæk: Sænket kæmpeskib blokerer for olieselskab
Foto: Jesper Christiansen
Det 332 meter lange skrotskib Zafiro Producer blokerer for, at Stena Oil vil overtage det nye olieterminalanlæg på havnen i Frederikshavn.
Skrotskibet, som skal hugges op på ophugningsværftet M.A.R.S. Europe i Frederikshavn, blev 6. november fyldt med vand, så det står solidt på bunden af havnen.
Under den proces flyttede det enorme skib sig angiveligt otte meter, så det siden har været placeret inde på det område, som Stena Oil skal bruge til deres skibe.
Med mere end tre års forsinkelse skulle Stena Oil efter planen have haft den nye oileterminalanlæg overdraget midt i november. Men i en mail 13. oktober skriver havnedirektør Mikkel Seedorf Sørensen til blandt andre borgmesteren og den daværende havnebestyrelse, at Stena Oil flytter ind i deres kontorbygninger 6. november.
Men ifølge TV2 Nords oplysninger er det bare ikke sket endnu, og Stena Oil har endnu ikke overtaget terminalanlægget.
Stena Oil ønsker i dag ikke at kommentere på, hvornår de vil overtage terminalen, og hvilke planer de har for anlægget i Frederikshavn eller hvilke konsekvenser de nye forsinkelser får.
Det skriver virksomhedens senior kommunikationsmanager, Jesper Waltersson i en mail til TV2 Nord.
Løsrevet skrotskibe lavede store skader
Det 332 meter lange skrotskib Zafiro Producer har i flere måneder voldt problemer i Frederikshavn Havn.
I efterårsstormen den 20. oktober - en uge efter at havnedirektøren havde skrevet at terminalen var klar til Stena Oil - rev kæmpeskibet sig fri af trosserne i havnen og lavede efterfølgende store skader på Orskov Yards dok og en borerig.
Det store skrotskib var imidlertid umuligt at holde på plads, så efter at slæbebåde flere gange var tilkaldt for at holde det på plads, sænkede man 6. november Zafiro ned på bunden af havnen.
Tavs M.A.R.S.-direktør
Direktør Kim Thygesen fra M.A.R.S. Europe har overfor TV2 Nord ikke ønsket at kommentere, hvorfor Zafiro Producer blev sænket ned på bunden, så ophugningsskibet kom til at stå langs Stena Oils kajområde.
Han ønsker heller ikke at fortælle, hvornår og hvordan skibet skal flyttes, og M.A.R.S.-direktøren svarer således kort til alle spørgsmål:
- Det har jeg ingen kommentarer til. Spørg Frederikshavn Havn.
På havnekontoret oplyser havnedirektør Mikkel Seedorf Sørensen, at det er planen, at det 332 meter lange skib i morgen tirsdag skal have tømt sine ballasttanke for vand, så det kan flyttes væk fra Stena Oils område.
Om det så også betyder, at Stena Oil rykker ind på området i Frederikshavn nu, har det ikke været muligt at få oplyst fra Stena Oil.
Havnedirektør Mikkel Seedorf Sørensen oplyser til TV2 Nord, at det er havnens forventning, at Stena Oil overtager olieterminalanlægget, når Zafiro Producer er flyttet, og at olieterminalen er klar til at modtage olie.
Dyre forsinkelser
Med mere end tre års forsinkelse har olieterminalanlægget kostet Frederikshavn Havn dyrt, for ikke nok med at byggeriet er blevet dobbelt så dyrt som budgetteret, så har forsinkelsen også kostet mange millioner kroner i tabt indtægt.
TV2 Nord har tidligere kunne afsløre, at havnen har været så presset for at få det store anlæg klar til aflevering, at man har været nødsaget til at få en den sidste del af arbejdet lavet på timeløn og uden at man har vidst hvad den endelige regning ville løbe op i.
Det har været med til at presse havnens likviditet voldsomt, og Frederikshavn Havn har siden september måtte bede Frederikshavn Kommune stille lånegarantier til havnen for i alt 207 millioner kroner.
Ifølge en låneoversigt har Frederikshavn Havn i 2019 lånt 225 millioner kroner til tankanlægget til Stena Oil, men man har endnu ikke fået lejeindtægter ind fra Stena Oil Terminalen, som er det selskab, som skal drives anlægget.
Af deres regnskab fremgår det, at de har en lejekontrakt med Frederikshavn Havn på 22 år til en samlet værdi på 216 millioner kroner, og at selskabet endnu ikke har betalt leje.