Kaj omdannede lukket værft til spirende erhvervspark - nu takker han af
Han kom til Frederikshavn i en tid med sorte skyer over byen, men formåede at vende afvikling til udvikling. I dag overdrog Kaj Christiansen direktørposten i Frederikshavn Maritime Erhvervspark til sin efterfølger, og det er en organisation i topform, den tidligere økonomidirektør på Danyard-værftet afleverer.
Han kom til Frederikshavn i en tid med sorte skyer over byen, men formåede at vende afvikling til udvikling. Torsdag overdrog Kaj Christiansen direktørposten i Frederikshavn Maritime Erhvervspark til sin efterfølger.
Han var med til at lukke Danyard-værftet i slutningen af sidste årtusinde, men som en Fugl Føniks opstod en ny virksomhed takket være ham af asken fra det lukkede værft. Torsdag takkede Kaj Christiansen af som direktør for Frederikshavn Maritime Erhvervspark.
- Efter 22 år er det lidt mærkeligt at skulle sige farvel, siger Kaj Christiansen.
I 1997 kom Kaj Christiansen til Frederikshavn for at besætte stillingen som økonomidirektør hos Danyard. Værftet lukkede i 1999 og Kaj Christiansen kom efterfølgende til at stå i spidsen for Frederikshavn Maritime Erhvervspark (FME), som overtog Danyards område på havnen.
- Der var en negativ stemning, efter at værftet lukkede. Ingen tvivl om det, men jeg havde en god mavefornemmelse, og jeg havde heldigvis et selskab i Lauritzen Fonden, som troede på planerne og skød de 100 til 150 millioner kroner i projektet, som skulle til for at transformere området fra et nedslidt værft til udlejningsejendom, siger den afgående FME-direktør.
Frederikshavn er en korkprop
De mange tusinde kvadratmeter på havnen i Frederikshavn er blevet omdannet til kontorhotel for en række større og mindre virksomheder.
- Der er en eller anden ukuelighed i Frederikshavn. Vi er lidt en korkprop. Vi har fået nogle tæsk, men vi er altid dukket op igen, og det er den ånd, som har gennemsyret projektet og hele byen, siger Kaj Christiansen.
- Det, at tænke tanken, at en gammel kornsilo kunne blive til et kontorfællesskab, er en både visionær og unik tanke, som har gjort, at vi har fået et vartegn i Frederikshavn, vi ellers ikke ville have, siger Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord.
Erhvervshus Nord holder i dag selv til i lokaler i Kattegat Silo i Frederikshavn, og de kan således følge nøje med i, hvilke virksomheder der skyder op omkring dem.
- Det, at vi fik etableret FME, betød, at små iværksættervirksomheder kunne komme ind på et havneareal, som ellers var fuldstændig uopnåeligt med mindre, man havde kæmpe kapital i ryggen, og det er jo de færreste iværksættere, der har det, så det gav fundamentet for, at en hel række virksomheder kunne komme i gang som enkeltmandsvirksomheder, siger Niels Bay Christensen.
De mørke skyer er væk
Michael Frederiksen har boet i Frederikshavn i snart 30 år og er redaktør på lokalmediet Kanal Frederikshavn, som også har kontor i Kattegat Silo, der hørte til Danyards område. Han har på nærmeste hold oplevet den transformation, Kaj Christiansen har været med til at lave.
- Der var dygtige folk i byen og tradition for at gøre nogle ting, og nogle af de virksomheder, der ligger her nu, er udløbere af Danyard, men uden Kaj Christiansens ordentlighed, ihærdighed og også gavmildhed, så var det måske ikke gået så godt, som det er gået, siger Michael Frederiksen.
I dag har Frederikshavn Maritime Erhvervspark 50 virksomheder som lejere i Kattegat Silo og 30 på det tidligere værftsareal Dokøen. Kaj Christiansen har med andre ord været med til at få de mørke skyer til at drive væk fra himlen over Frederikshavn.
- I nyere tid er Kaj Christiansen og de visioner han havde for at fortsætte de maritime aktiviteter den største enkeltfaktor, der har været i byen i årene siden værftslukningen. Havde han ikke gjort sig tanker om, at man kunne lave et ejendomsudlejningsselskab og omdanne en gammel kornsilo til et kontorfællesskab, så havde vi været et helt andet sted, end vi er, siger Niels Bay Christensen, der nævner Nakskov som et eksempel på en by, der ikke har formået at rejse sig efter en værftslukning.
Slipper ikke FME helt
Kaj Christiansen overdrager direktørposten i Frederikshavn Maritime Erhvervspark til Martin Pedersen, som indtil nu har været ejendomschef i organisationen, og som også har en fortid på Danyard.
- Jeg er ydmyg, men selvfølgelig også en smule stolt. Det har været sjovt at være med, og jeg synes, at jeg kan aflevere det til min efterfølger Martin Pedersen, og jeg er sikker på, at han nok skal styre det fremadrettet, siger Kaj Christiansen.
Hvordan har du det med at give depechen videre?
- Jeg har det godt nok med det, og jeg holder lidt øje med det stadigvæk. Jeg kommer forbi en gang imellem, siger Kaj Christiansen.