Købmand kæmper mod madspild
De nordjyske butikker har svært ved helt at undgå madspild
Lovgivning og forventninger fra kunder og til butik gør det svært helt at undgå madspild
↵
Torsdag delte en skralder, der finder mad tæt på eller over udløbsdato i supermarkedernes containere, læssevis af mad ud. Maden havde han fundet i affaldscontainerne hos købmænd i Skagen, Sæby og Frederikshavn.
I dag fortæller en købmand fra Sæby om alt det, hans butik gør for at mindske madspildet. Købmand Claus Karlsen fra Meny i Sæby arbejder hver dag på at undgå at smide vare i affaldscontaineren, forklarer han.
- Det er vores penge, der ligger derude, og det er jo også madspild, så det er ikke særligt sjovt, siger Claus Karlsen til TV2 Nord.
Meny i Sæby har en speciel køledisk til madvarer, der er tæt på sidste salgsdato, butikken sælger korttidsholdbare varer billigere kort før lukketid via en ny app, og nogle gange stiller de paller frem i butikken med gratis varer.
Alligevel er det umuligt at undgå, at skraldere, som TV2 Nord viste torsdag, kan finde masser af varer i affaldscontainere hos nordjyske dagligvarebutikker.
- Der er noget lovgivningsmæssigt, og så skal vi også have et stort sortiment, for det vil forbrugeren gerne have. Desuden skal vi også passe på, at vi ikke har udsolgt for tidligt på dagen, men vi skal heller ikke have for meget tilbage. Helt undgåes kan det ikke, forklarer Claus Karlsen.
Blandt kunderne i Menu i Sæby var holdningen klar: Madspild skal undgåes.
- Jeg kan ikke døje, at man producerer noget, som ikke bliver brugt. Det må være meningen, at det skal bruges, påpeger Niels Felskov fra Sæby over for TV2 Nord.
Købmand Claus Karlsen vil gerne gøre endnu mere for at undgå madspild, men datoregler og fødevaresikkerhed kommer butikken aldrig uden om.
- Når varerne overskrider holdbarhedsdatoen, så er vi nødt til at smide dem væk. Det vigtigste for os er trods alt at overholde lovgivningen, siger Claus Karlsen.