LIGE NU:

Kom med på Danmarks ældste tattoofestival

Mange af verdens dygtigste tatovører samles i disse dage i Frederikshavn, hvor de dyster om at lave de flotteste tatoveringer.

Er man til tatoveringer – og gerne mange af dem – så er Nordic Ink Festival i Arena Nord i Frederikshavn the place to be i disse dage. Her samles tatovører, kunder og andre interesserede for niende år i træk.

200 tatovører fra 16 forskellige lande er med. Blandt andet Melvin Tay, som har taget turen hele vejen fra Singapore til Frederikshavn.

- Jeg er her ikke for at sælge tatoveringer, for der er så mange dygtige artister her. Jeg er her for at sælge mine idéer, mine orientalske idéer, siger Melvin Tay.

Hver femte nordjyde har en eller flere tatoveringer, viser en Panel Nordjylland-undersøgelse.

En af dem, der er taget til Arena Nord for at blive en tatovering rigere, er 43-årige Trine Rasmussen. Hun fik tatoveret et flagermushoved designet af tatovør Jeppe Sleiborg fra Dirch Tattoo.

- Jeg ser det som kunst. Jeg vil hellere have en tatovering end at købe et kedeligt maleri, siger Trine Rasmussen.

TV2 Nord var med direkte fra Nordic Ink Festival fredag – se udsendelsen her: