Kommune opgiver at lave mad til de ældre borgere
Foto: Camilla Rønde, Ritzau/Scanpix
En epoke er slut. Det kommunale køkken i Skagen, som laver mad til ældre i hele Frederikshavn Kommune, lukker senest i begyndelsen af 2021. Fremover skal maden udelukkende laves af private leverandører. Et udbud med forhandling er i støbeskeen. Arkivfoto
En epoke er slut. Det kommunale køkken i Skagen, som laver mad til ældre i hele Frederikshavn Kommune, lukker senest i begyndelsen af 2021. Fremover skal maden udelukkende laves af private leverandører. Et udbud med forhandling er i støbeskeen.
- Socialudvalget ønskede ikke at lukke storkøkkenet på Ankermedet, men vi er nødt til det. Køkkenet har kæmpet med dårlig økonomi i mange år. I seneste driftsår var der et underskud på godt 700.000 kroner, og ifølge Ejendomscentret skal køkkenet i Skagen renoveres for fire millioner kroner. Vi har forsøgt mange ting igennem årene, men nu kan vi ikke trække den længere, mener Ole Rørbæk (S), formand for Socialudvalget.
Han oplyser, at de fem medarbejdere i storkøkkenet i Skagen vil blive tilbudt andet arbejde i kommunen.
Det skriver kanalfrederikshavn.dk.
Det var et enigt udvalg, som traf beslutningen i går på et Skype-møde, og det skete med opbakning fra både Ældrerådet og Handicaprådet.
Det kommunale køkken i Skagen laver i dag med til 240 personer. Tallet er faldet løbende fra 322 i 2015. Derudover er der to private leverandører. Sindal Kro laver p.t. mad til 147 borgere i Frederikshavn Kommune, mens 35 får mad fra Det Danske Madhus.
Der skal fortsat være mindst to leverandører, når det gælder mad til de ældre. Frederikshavn Kommune regner med, at et nyt udbud varer 10-12 måneder.
Socialudvalget ønsker et udbud med forhandling. Her kan kommunen forhandle med de tilbudsgivere, der opfylder minimumkravene. Ved denne model anvendes der typisk flere ønskelige krav, idet forhandlingsrunden anvendes til, at parterne får tilpasset tilbuddet, så det tilgodeser flest mulige behov og ønsker.
- Vi håber, at flere lokale leverandører har lyst til at byde ind på opgaven, og man kunne sagtens forestille sig, at vi vælger flere forskellige, siger Ole Rørbæk til kanalfrederikshavn.dk.
I en overgangsfase er det muligt for Frederikshavn Kommune at anvende produktionskøkkenerne på Sæby Ældrecenter og Østervrå Ældrecenter. Begge kan i en kortere periode øge produktionen.