Krydstogtskibene er tilbage i Skagen Havn

Efter næsten to års fravær på grund af corona er krydstogtskibene nu tilbage i Skagen Havn. Det betyder meget for byen og økonomien ifølge direktør for turistforening.

Skagen har på grund af corona ikke haft besøg af et krydstogtskib siden oktober 2019, men nu er krydstogtskibene og turisterne atter at finde i Skagen Havn. Denne sæsons tredje skib har lagt til i havnen i dag, og det giver en lidt speciel stemning.

- Man er jo ekstra stolt, når der kommer et skib, der ikke har været i Skagen før. Det, synes jeg, er en særdeles positiv historie, siger direktør for Turistforening Toppen Af Danmark, René Zeeberg.

Foruden det, at der er kommet et helt nyt skib til byen, betyder det også meget for byen. Det er nemlig ikke kun gæster fra krydstogtskibene, der er at finde i Skagen.

- Der kommer også turister for at se, at der ligger sådan et stort, flot skib i havnen, siger René Zeeberg.

quote Man får pudset støvet af og viser, at man stadigvæk er her, og så kører det mere normalt næste år.

René Zeeberg, direktør, Turistforening Toppen Danmark.


Har betydning for økonomien

De mange turister har også en god indvirkning på økonomien i området. Det anslås, at en krydstogtsgæst i gennemsnittet bruger 500 kroner om dagen, når de er på besøg.

Men det er ikke kun for byens butikker og restauranter, at det er vigtigt, at krydstogtskibene ligger i Danmarks nordligste by. For Skagen Havn har det også en stor betydning, og det er blevet en indtægt, man ikke længere kan undvære.

- Vi har en stab ansat til at tage sig af krydstogtskibene, og så udgør skibene 10-20 procent af havnens samlede omsætning. Så det er blevet et forretningsområde, som vi ikke kan undvære, siger Willy B. Hansen, der er havnedirektør i Skagen Havn.

Hos Toppen Af Danmark er man også klar over, at det ikke kun betyder noget for byen, men også for Skagen Havn.

- Havnen er også en stor og vigtig arbejdsplads i Skagen, og når der ligger sådan et skib til, giver det også nogle ekstra havneindtægter. Så hele vejen rundt, er det rigtig positivt, siger René Zeeberg.

Krydstogtskib ved kajen i Skagen.
Krydstogtskib ved kajen i Skagen.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord


Kigger frem mod næste sæson

I år når man ikke at indhente det tabte under coronarestriktionerne rent økonomisk. Man er dog fortrøstningsfuld for fremtiden, selvom man ligger langt fra det normale niveau af krydstogtskibe, som i 2019 lå på 43.

- Man får pudset støvet af og viser, at man stadigvæk er her, og så kører det mere normalt næste år, siger René Zeeberg.

Også ved Skagen Havn kigger man fremad. Man ser det positive i, at der trods alt er noget aktivitet. Det kan ifølge Willy B. Hansen være opløftende for de lokale i området.

- Det er positivt for lokalsamfundet, at de kan have en forventning om, at vi i 2022 kan begynde at generere væsentlig mere aktivitet og dermed også noget økonomi til vores lokalområde, siger han.

Skagen Havn modtager endnu et skib senere i september, som muligvis bliver denne sæsons sidste.


Seneste nyt

fra Nordjylland