Kvinde idømt fængsel for at sætte ild i opgang
Foto: Joakim Brader
Kvinden forklarede, at hun var påvirket af alkohol, men at hun ikke havde til hensigt at branden skulle brede sig.
En 37-årig kvinde er tirsdag ved Retten i Hjørring blevet idømt 1 år og 3 måneders ubetinget fængsel for at sætte ild i en opgang i Vestergade i Frederikshavn tilbage i april.
Ifølge anklageskriftet havde kvinden omkring klokken 01.30 den 27. april sat ild til en dørmåtte, en plasticblomst og et viskestykke uden for en lejlighed. Efter ildspåsættelsen havde ilden bredt sig til lejlighedsdøren. I lejligheden befandt sig en mand, som ifølge anklageskriftet var i overhængende fare på grund af ilden.
Kvinden var tiltalt efter Straffelovens paragraf 180, som kan give fængsel op til livstid, men hun blev dømt efter paragraf 181 stykke 3, idet det ikke kunne påvises, at personen i lejligheden var i overhængende livsfare.
- Hun erkendte sig skyldig i at ildspåsættelse. Men hun mente ikke, det skulle henføres under paragraf 180, men i stedet paragraf 181, siger anklager ved Nordjyllands Politi, Kristina Frandsen.
Straffelovens paragraf 180 og 181
§180: Sætter nogen ild til egen eller fremmed ejendom under sådanne omstændigheder, at han indser, at andres liv derved udsættes for overhængende fare, eller det sker med forsæt til at volde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom eller til at befordre oprør, plyndring eller anden sådan forstyrrelse af samfundsordenen, straffes han med fængsel indtil på livstid.
§181:
Forvolder nogen ellers ildebrand på fremmed ejendom, straffes han med fængsel indtil 6 år.
Stk. 2.
På samme måde straffes den, der med forsæt til at besvige brandforsikringen eller krænke panthaveres rettigheder eller med lignende retsstridigt forsæt forvolder ildebrand på egen ejendom eller på andens ejendom med ejerens samtykke.
Stk. 3.
Straffen kan stige til fængsel i 10 år, hvis der foreligger særligt skærpende omstændigheder.
Kilde: danskelove.dk
Var påvirket af alkohol
Kvinden og beboeren i lejligheden havde tidligere på aften indtaget alkohol sammen i lejligheden og var så raget uklar.
- Der opstår en konflikt nede på gaden mellem dem. Hun forklarer, at hun efterfølgende går over til lejligheden igen og sætter ild til døren. Hun siger, at det er fordi hun er påvirket af alkohol, og at det er en spontan handling. Hun forklarer desuden, at hun havde til hensigt at skræmme ham, men at hun ikke havde til hensigt, at det skulle sprede sig så voldsomt, fortæller Kristina Frandsen.
Kvinden var desuden tiltalt for vold mod manden samme aften, men det blev hun frifundet for, da det ikke kunne bevises ud over en hver rimelig tvivl, at hun var skyld i det. Hun var også tiltalt for at være i besiddelse af hash, hvilket hun blev dømt for.
Den 37-årige kvinde har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.