Længe ventet rapport om Frederikshavn Havn offentliggøres onsdag
Foto: TV2 Nord
Den længe ventede advokatundersøgelse vil klarlægge, hvad der førte til det økonomiske kaos på Frederikshavn Havn.
Advokatundersøgelsen bliver fremlagt onsdag - først for byrådet og senere på eftermiddagen for offentligheden.
Det er den nu tidligere borgmester Birgit S. Hansen, der stod i spidsen for, at kommunen bestilte en advokatundersøgelse af det økonomiske kaos på Frederikshavn Havn.
Overtog gældsplaget havn
Det er således Frederikshavn Kommune selv, der har bedt advokatfirmaet Bech Bruun om at undersøge, hvordan økonomien i Frederikshavn Havn kunne udvikle sig så skidt, at Frederikshavn Kommune i maj sidste år var nødsaget til at overtage driften af havnen med en samlet gæld på 1,7 milliarder.
I advokatundersøgelsen har blandt andre en række tidligere medlemmer af økonomiudvalgene i Frederikshavn Kommune bidraget med oplysninger, og advokatfirmaet har modtaget 680.000 emails og anden korrespondance om havnesagen.
Undersøgelsen er da også forsinket, da det oprindeligt var planen, at den ville være klar inden udgangen af 2024.
Samtidig bliver den også 400.000 kroner dyrere end de 2,5 millioner kroner, der var budgetteret med.
Advokatundersøgelsen er en del af en stribe undersøgelser om, hvad der er foregået på Frederikshavn Havn og Frederikshavn Kommune forud for det økonomiske kollaps på havnen, idet blandt andet Folketingets Ombudsmand har bedt om at blive orienteret i sagen fra Frederikshavn.
Oplysninger tilbageholdt
TV2 Nord har igennem flere måneder i forbindelse med afdækningen af "Skandalen om Frederikshavn Havn" afsløret, at en række dokumenter og rapporter blev tilbageholdt helt eller delvist af kommunaldirektøren og borgmesteren og dermed ikke blev forelagt for byrådsmedlemmerne.
Blandt andet har et fortroligt notat, som Frederikshavn Kommune selv udarbejdede i januar 2022 om havnens økonomi aldrig været forelagt for hele byrådet. Desuden nåede en rapport med seks forslag til at sikre havnens dårlige økonomi først byrådet 15 måneder efter, at den blev sendt til forvaltningen og daværende borgmester Birgit S. Hansen.