Leder af Verdensballetten skriver til statsministeren
Jens-Christian Wandt har skrevet til statsministeren i påsken og spurgt om, hvordan udsigterne til at gennemføre årets planlagte turne med Verdensballetten. Arkivfoto
Kan Verdensballetten gennemføres som planlagt mandag 13. juli foran Den Tilsandede Kirke i Skagen? Det spørgsmål kan leder Jens-Christian Wandt ikke svare på, før han får et klart svar fra statsminister Mette Frederiksen.
- Jeg har skrevet til statsministeren i påsken og spurgt om, hvor mange en stor forsamling er, og hvordan man skal agere i de forsamlinger, der tillades, oplyser Jens-Christian Wandt til kanalfrederikshavn.dk.
På pressemødet 6. april udtalte Mette Frederiksen, at store forsamlinger ikke tillades til og med august. Det fik straks Roskilde Festival, Smuk Fest, Skagen Festival, Rock i Frederikshavn, Nibe Festival, Hjallerup Marked og andre store arrangementer til at aflyse.
- Men udmeldingen hensatte også de mindre kulturelle aktører i frustration. For hvad mener statsministeren med store forsamlinger? Hvor mange mennesker drejer det sig om? Netop nu er vi i fuld gang med planlægningen af sommerens Verdensballet. Mange af mine kolleger i kulturlivet er ved at planlægge deres arrangementer. Her tænker jeg på revyer, teatre, koncerter, små festivaler. Lige nu er alt sat på stand by - prøver, billetsalg, markedsføring mere mere, siger Jens-Christian Wandt.
Han fastslår overfor kanalfrederikshavn.dk, at det er altafgørende, at Mette Frederiksen snarest kommer med en klar udmelding.