Livreddere advarer: SUP-bræt og fralandsvind er en farlig kombination
Foto: Trygfonden pressefoto
En dreng måtte i sidste uge hjælpes ind til land da hans SUP-bræt var ved at drive til havs.
Onsdag i sidste uge måtte Trygfondens livreddere på Palmestranden i Frederikshavn i aktion. En dreng var i fralandsvinden drevet 200 meter ud fra kysten og fralandsvinden sendte ham stadigt længere ud. Heldigvis kunne en livredder hurtigt svømme ud til drengen og bringe ham i sikkerhed.
Og hvordan var han så endt med at drive så langt ud på vandet? Man har ofte hørt om oppustelige badedyr, der bringer badegæster på de danske strande i fare, men i dette tilfælde var det et SUP-bræt, der bragte drengen ud på dybt vand.
Populære som aldrig før
SUP - eller Stand Up Paddle surfing som det egentlig hedder - er populært som aldrig før og derfor har Trygfondens kystlivreddere også flere gange i denne sæson måttet træde til med hjælp. Det er specielt de oppustelige SUP-boards, der i fralandsvind kan føre til farlige situationer på vandet.
- Vi kan se på strandene, at der er rigtig mange, der i denne sommer har kastet sig over SUP, og mange af de SUP-boards, som vi ser på vandet, er oppustelige. Et oppustelig SUP-board agerer fuldstændig som et stort badedyr, når der er vind. Jeg tror, at de fleste ved, at det ikke er særlig smart at tage ud på en kæmpe oppustelig enhjørning i fralandsvind, men vi har oplevet, at både børn og voksne tager ud på oppustelige SUP-boards i fralandsvind, og i sidste uge måtte vi redde flere personer på SUP-boards i land, udtaler Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under billedet
Husk vesten
I Søsportens Sikkerhedsråd glæder man sig over, at SUP har vundet indpas som en fritidsbeskæftigelse hos mange danskere, men understreger også hvor vigtigt det er, at sikkerheden er i orden, når man padler ud på vandet.
- Voksne og erfarne sejlere og SUP’ere skal gå forrest og vise, at man skal tage sikkerheden seriøst ved blandt andet at have vest på. Vi støder tit på en skrøne om, at vesten hæmmer bevægelserne og kan gøre det svært at komme op på boardet, men de fleste veste er i dag så små og fikse, at de egner sig glimrende til SUP, og man løber en meget stor og unødig risiko ved at lade vesten blive hjemme, udtaler Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd i pressemeddelelsen.
Samtidig kommer Tryfondens livreddere med en opfordring til både udlejere og lejere af boards er opmærksomme på, at de oppustelige boards er en dårlig idé, når der er fralandsvind. Og så anbefaler livredderne også, at man taegr et kursus eller får en grundig introduktion inden man kaster sig over SUP-brættet og tager padlen i hånden.
VIDEO: I sensommeren 2018 blev Casper Steinfath den første til at padle fra Danmark til Norge. Se hele programmet her.