Lyngområde ved Skagen i flammer: 18 brandmænd måtte rykke ud
Foto: Johan Gadegaard / Ritzau Scanpix
Et op til 7000 kvadratmeter stort sommerhusområde i Kandestederne er brændt ned. Indsatsleder advarer mod åben ild i det tørre lyng.
Påsken har – ud over familiehygge og påskeæg - også været højtid for naturbrande. Alene søndag måtte Nordjyllands Beredskab i Jammerbugt Kommune rykke ud til tre brande i klit- og lyngområder.
Mandag var den gal igen – denne gang ved Vesterhvarre i Kandestederne, der ligger 20 kilometer syd for Skagen.
Her blev mellem 5.000 og 7.000 kvadratmeter lyng brændt af, fordi en forbipasserende havde været uforsigtig. Hele 18 brandmænd skulle der til, for at få ilden slukket – på grund af det kuperede terræn.
- En eller anden har formentlig afbrændt et lille bål, og så har gnisterne fået fat i det tørre lyng i området. Og så gik det altså stærkt den forkerte vej, fortæller vagthavende indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, Dorthe Krogh.
Hverken mennesker eller sommerhuse var i fare, da brandmændene havde flammerne under kontrol.
Pas på det tørre lyng
Ifølge indsatsleder Dorthe Krogh er sommerhusområderne meget brandfarlige netop nu.
- Der skal blot en lille gnist til, før der går ild i det tørre græs og lyng. Så man skal lige tænke sig om en ekstra gang, før man smider en cigaret eller lignende, advarer indsatslederen.