Makkerpar på prædikestolen: Bruce og Anton er et hit i Gærum
Foto: Lone Vad Dam
Sognepræst i Gærum Kirke, Bruce Steuer, har vanen tro sin gode ven, bugtalerdukken Anton, med på prædikestolen.
Sognepræst Bruce Steuer og hans bugtalerdukke Anton sørger hver jul for at få smilet frem hos skoleeleverne i Gærum.
Der bliver sunget julesalmer, juleevangeliet bliver læst op, og alle eleverne og lærere beder sammen med præsten fadervor. Alt er som ved en helt almindelig julegudstjeneste, da Gærum Skole er taget i Gærum Kirke for at runde runde året af og ønske hinanden en glædelig jul og en god juleferie.
Men alt er ikke som i alle andre kirker. Sognepræst Bruce Kent Steuer er nemlig ikke alane på prædikestolen. Med sig har han en kendt og elsket figur - bugtalerdukken Anton, som skaber glæde og grin straks han kravler rfem fra sit skjul bag prædikestolen.
- Se alle de søde børn, der er her, siger Bruce Steuer til dukken, som først er noget genert, men senere fortæller, at han ønsker sig en bil i julegave, og derefter synger "Et barn er født i Betlehem" for skoleeleverne.
Bruce Steuer opfandt Anton for mange år siden. Han var til et sommerstævne, hvor nogle andre præster holdt kurser i bugtaleri. Her lærte han at bugtale, og samtidig byggede han Anton, som nu bor hos ham i præstegården.
Anton er af og til med til barnedåb, og så er han altså en fast tilbagevendende gæst til skolens julegudstjeneste.
- Før Anton kom med, kunne børnene godt være lidt urolige. De sad og tænkte på, at nu var det juleferie lige om lidt. Men så kom Anton med..., siger Bruce Steuer, inden Anton tager over.
- Ja, så blev de rolige. De ville høre, hvad jeg havde at sige, fortæller dukken.
Stemningen bliver lidt mindre højtidelig, når Anton er med på prædikestolen. Børnene griner og lytter, og så giver dukken nogle gudstjenester, som ikke lige bliver glemt.
- Dig husker de ikke, men mig kan de huske, siger Anton.
- Børnene kan jo rigtig godt lide dukker, og så kan Anton sige nogle ting, som folk måske ville blive lidt stødt over, hvis det var mig, der sagde det, fortæller Bruce Steuer.
Han afslører, at han har overvejet en familieforøgelse og lave en bror eller søster til Anton. Men indtil videre er Bruce og Anton altså makkerparret, der sætter gang i Gærum Kirke.