Million-sommerhus i Skagen brandskadet

Hvad der umiddelbart så ud til at blive en større brand i et trelænget sommerhus i Skagen blev begrænset af en hurtig indsats fra Falcks brandfolk.

Et trelænget sommerhus på Østerbyvej i Skagen i sidste række ud mod Vippefyret fik brand- og sodskader ved en brand, der af endnu ukendte årsager, startede søndag kort før klokken 10.30. Det fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Thomas Dybro.

- Ilden ser ud til at være startet i køkkenet, og der var meget kraftig røgudvikling, der også kom ud mellem teglstenene på taget. Men det lykkes ved ved hjælp luftpumper at skabe modtryk i husets to andre længer, så selve branden kunne begrænses til området ved køkkenet, siger han.

Der blev sendt røgdykker ind for at slukke ilden med begrænset brug af vand for at minimere skaderne på resten af huset, og det er lykkedes, lyder det fra indsatslederen, der roser Falcks brandkorps i Skagen for indsatsen.

Da branden var under kontrol, kunne brandfolkene i samarbejde med et vagtfirma få overskud til at hjælpe med at sikre nogle at værdierne i det mondæne sommerhus.


Seneste nyt

fra Nordjylland