Musikken er for høj i Skagen
Der er stor debat om støj fra cafeer og værtshuse i Skagen
Sommersæsonen er i fuld gang i Skagen. Det samme gælder sæsonen for de evige diskussioner om for eller imod musik i gadebilledet.
Onsdag beslutter Frederikshavn Byråd, hvilke tidspunkter, og i hvor mange dage, der må spilles musik i Skagen. Den levende musik er Skagens identitet - synes nogle. Andre ønsker spillemændene så langt væk som muligt.
- Dem der bor her vil have det hele musik og ro. Restauratørerne vil have flest gæster og mest musik. Begge parter vil have det hele, siger Per Kempff Nordkap.
En fejde mellem en galleriejer og en ny irsk pub blev ophedet forrige sommer. Og nu er musikken blevet et politisk emne i feriebyen. Restauratørerne kom på opfordring af kommunen med et forslag. Det går ud på, at alle restauratører i byen spiller musik de samme 25 dage i en sæson, så det er let at kontrollere. Venstres byrådsgruppe støtter forslaget, der også indebærer, at dages musikstart er klokken tre om eftermiddagen.
- Så er der pause fra klokken 18 til klokken 21, så borgere og turister kan sidde og spise aftensmad i fred og ro. Og det går vi ind for, siger Jytte Høyrup, borgmesterkandidat, Frederikshavn Kommune (Venstre).
Der var bred politisk opbakning til forslaget, som blev fremlagt for flere måneder siden. Men for få uger siden trak et flertal, med blandt andet Socialdemokraterne, støtten. Nu vil de kun støtte musikken fra klokken 18 til 22.
Restauratørerne er især rystede og overraskede over, at de nye stramninger foreslås, mens sæsonen allerede er i fuld gang.
- Alle restauratørerne har booket deres musikprogram til sommer. Et af vores medlemmer har da booket musik for over en million kroner, siger Resturent, Jakob Sund, Næstfmd., Skagen Hotel- og Restauratørforening.
Per Kempff Nordkap kan gå med til tre timer om dagen, som restauratørerne selv kan vælge.
- Man ved, at hvis de spiller om eftermiddagen, så spiller de ikke om aftenen. Så får alting en ende. Så kan man leve med det, man kan gå sig en tur, og så er det bal forbi, siger Per Kempff Nordkap.