Nina og Lotte fornyer det lokale ældrecenter: - Vi brænder for det
De har solgt gamle møbler på loppemarked for at købe nyt og søger fonde og sponsorer i et væk for at få plejecentret piftet op.
De to social- og sundhedshjælpere Nina Vestergård Pedersen og Lotte Aaen bruger langt mere tid på deres arbejdsplads, end de får penge for.
For de to kolleger har sat sig for at arbejdspladsen, Østervrå Ældrecenter, skal fornyes - til gavn og glæde for såvel de ansatte som ikke mindst de 32 beboere på stedet.
Det betyder helt konkret, at en del af møblerne i fællesarealerne er skiftet ud med nogle nye.
- Vi havde groft sagt en kælling fra hver en by, mange arvemøbler og mange møbler, der simpelthen var udtjente, fortæller Nina Vestergård Pedersen, der tilføjer, at der er flere årsager til, at det hele skal opdateres:
- De beboere, der flytter ind i dag på Østervrå Ældrecenter, har ikke de gamle tunge møbler, som beboerne havde for 10 -20 år siden. I dag flytter beboerne ind med moderne ting.
Brænder for at gøre en forskel
Initiativet tog de to social- og sundhedshjælpere, fordi de ikke kunne lade være.
- Vi har en dejlig arbejdsplads og nogle dejlige beboere, som vi gerne vil gøre noget ekstra for. Og vi ved jo alle sammen, at kommunen ikke har penge, så måtte vi selv gøre noget, og vi brænder for det - og for at gøre en forskel, siger Lotte Aaen.
Indtil videre er det lykkedes kollegerne Nina Vestergård Pedersen og Lotte Aaen at samle penge ind til blandt andet nye lamper, gardiner og skænke, ligesom de har modtaget en stribe nye vaser, boghylder og andet nips via donationer.
Mød de to ildsjæle herunder:
Mangler væg-kunstner
Projektet er langt fra i mål og makkerparret bag fornyelsen af Østervrå Ældrecenter kan godt bruge flere frivillige til projektet.
Også gerne nogle kreative af slagsen.
- Her skulle gerne være et stort vægmaleri for eksempel et landskab med marker og skov, vi mangler bare en kunstner til at komme at male, siger Nina Vestergård Pedersen og viser en bar hvid væg på plejecentret.
Opfordring: Spring ud i det
De to kolleger har ikke tal på hvor mange timer, de frivilligt har lagt i arbejdet, men de er enige om, at det er det hele værd.
Og opfordringen til andre, der har ladet sig inspirere og lyst til at gøre en forskel, lyder:
- Spring ud i det. Gør et forsøg, vi har det godt nok sådan, at det har været et skridt frem og tre tilbage, men lige nu går det godt, og det er sjovt, og vi har fået et godt kammeratskab, siger Lotte Aaen.