Nordjysk forretningsmand tiltalt for millionsvindel
Foto: Henning Bagger, Scanpix.
En 57-årig forretningsmand er tiltalt for bedrageri for knap 40 millioner kroner. Han nægter sig skyldig.
En omfattende bedrageri-sag mod en 57-årig tidligere fremtrædende forretningsmand fra Frederikshavn er netop begyndt ved Retten i Hjørring.
Forretningsmanden er tiltalt for bedrageri til et samlet beløb på knap 40 millioner kroner.
I anklageskriftet lyder det, at han har skaffet sig selv eller andre uberettiget vinding som ejer og daglig leder af Thorø´s Industri- og Skadeservice. Han skulle ifølge anklageskriftet have udnyttet den vildfarelse overfor et pengeinstitut, at virksomheden havde økonomisk overskud og positiv egenkapital – han skulle have fremvist et tilrettet og ikke retvisende regnskab. Alt sammen således at pengeinstituttet overtog virksomhedens samlede engagement på knap 40 millioner kroner.
De økonomiske positive takter viste sig - ifølge anklageskriftet - efterfølgende ikke at holde stik. Og i forbindelse med virksomhedens konkurs har banken lidt et stort økonomisk tab.
Ifølge anklageskriftet skulle de økonomiske ulovligheder være begået tilbage i 2011 og 2012, men det er først nu, at sagen kommer for retten.
Forsvarsadvokat Jens Christian Christensen oplyser, at den 57-årige nægter sig skyldig i alle anklager.
- Min klient mener ikke, han har gjort noget forkert. Han har vist retvisende regnskaber, der er godkendt af revisionsfirma, siger Jens Christian Christensen.
Forsvarsadvokaten går efter en frifindelse til den 57-årige. Der ventes at falde dom i den omfattende sag til oktober.