Nordjysk klaverlærer er coach i X Factor
Jeppe Malinsky Borup, som til daglig underviser i klaver og i talentklassen i Musikskolen i Frederikshavn Kommune, er for tiden på orlov. Han er nemlig blevet hyret ind af den nye dommer i X Factor, Martin Jensen, som en del af hans team til at coache deltagerne til at blive klar til liveshows. Foto: Kanal Frederikshavn
Jeppe Malinsky Borup, som til daglig underviser i klaver og i talentklassen i Musikskolen i Frederikshavn Kommune, er for tiden på orlov. Han er nemlig blevet hyret ind af den nye dommer i X Factor, Martin Jensen, som en del af hans team til at coache deltagerne til at blive klar til liveshows.
Da Martin Jensen fandt ud af, at han skulle være ny dommer i X Factor, skulle han også finde ud af, hvem der skulle hjælpe ham med at undervise og coache sangtalenterne, som han ville få tildelt.
Derfor ringede han til Jeppe Malinsky Borup, som Martin Jensen tidligere har arbejdet sammen med i København, inden Jeppe Malinsky Borup flyttede til Nordjylland.
Jeppe Malinsky Borup sagde ja til at skulle arbejde som coach, musical director og producer for Martin Jensen. Det betyder, at han lige nu er på orlov fra sit arbejde på Musikskolen i Frederikshavn for at kunne hjælpe Martin Jensen og hans deltagere i X Factor. Det skriver Kanal Frederikshavn.
Rent praktisk mødes Martin Jensen, Jeppe Malinsky Borup, en vocal coach og deltagerne for tiden hver dag for lave sangtræning, producere de numre, der skal bruges og for i det hele taget at forberede liveshows.
Derudover er musikskolelæreren fra Frederikshavn ansvarlig for at omskrive sangene til nogle versioner, som passer til artisterne, så Jeppe Malinsky Borup er derfor også i nær kontakt med X Orchestra.
- Martin er jo ny dommer, og han har haft behov for at komme godt fra start, og derfor er han allerede ret tidligt i forløbet begyndt at træne med sine deltagere. Martins vision er helt klart at danne nogle artister, der også kan klare sig i musikbranchen efter, X Factor er slut. Derfor bruger vi meget tid på at tale med deltagerne om, hvad der skal til, og hvordan man gebærder sig i musikbranchen. Vi skal forsøge at lære dem noget på et par måneder, som vi andre har brugt 15 år på at lære, siger Jeppe Malinsky Borup til Kanal Frederikshavn.
Når han sammen med Stellan Thaarup og Jens Goul Axelsen arbejder med sine nordjyske elever i talentklassen, er det nogle af de samme ting, de her taler med eleverne om. Nemlig at man skal huske, at alle dem, man møder nu, kan blive vigtige kontakter senere hen, at man skal huske at være velforberedt, at møde op til tiden og i det hele taget at sørge for at gøre et godt indtryk på folk. Det kan være det, der gør, at man bliver husket. Det handler om mere end at kunne spille eller synge godt.