Nu er de sidste skrotbiler kørt væk: 1.500 biler er fjernet fra skrothandler
1.500 biler er kørt væk fra Knivholt Autoophug. Nu er der 500 tilbage.
I snart 3 1/2 måned har Jesper Hansen fra Fyns Autogenbrug arbejdet med at fjerne omkring 1.500 ulovligt opmagasinerede skrotbiler hos en skrothandler i Frederikshavn.
Han forventer at færdiggøre arbejdet i denne uge, så forholdene hos Knivholt Autoophug i Frederikshavn bliver lovlige for første gang i 28 år. Så længe har skrothandleren nemlig haft for mange biler stående.
- Da vi startede var der fyldt med biler og træer herinde, siger Jesper Hansen og viser rundt på et af de steder hos Knivholt Autoophug, hvor der er fjernet rigtig mange biler.
- Jeg har faktisk ikke tal på, hvor mange biler, der var her, men der var rigtig mange, siger Jesper Hansen, som er indehaver af Fyns Autogenbrug.
Det er hans virksomhed, som har haft til opgave at fjerne de mange skrotbiler fra virksomheden i Frederikshavn, og det er blevet til cirka 1.500 biler.
500 biler bliver stående
Frederikshavn Kommune har givet Knivholt Autoophug frist til 27. juli til at fjerne de mange ulovligt opmagasinerede biler - ellers skrider kommunen ind og fjerner biler på ejerens regning. Men den tidsfrist når man let, lyder det fra Jesper Hansen.
- Vi er lige ved at være færdige. Vi er i de sidste krampetrækninger med at få bilerne sorteret og sat op i rækker, så de står efter, hvad miljøgodkendelser kræver, siger Jesper Hansen.
Sagen om Knivholt Autoophugs mange skrotbiler begyndte i december sidste år, da TV2 Nord kunne afsløre, at bilerne hobede sig op både foran og bagved skrothandlerens ejendom i et antal, der lå markant over, de 500 man havde tilladelse til at have stående.
Frederikshavn Kommune, der er myndighed på området, havde igennem 28 år havde været klar over, at skrothandleren overtrådte loven, men kommunen valgte at se gennem fingre med det.
100 biler kørt væk om ugen
De første biler blev tilbage til 29. marts i år fjernet fra Knivholt Autoophug. Siden da er der fjernet mellem 80 og 100 biler om ugen.
Og det store lager af biler gemte på modeller helt tilbage fra slutningen af 30érne.
- Det har været en stor fornøjelse og ære at være med til. Jeg tvivler på, at der kommer flere steder med tilsvarende størrelse af biler og de tidsaldre som har været heroppe, siger Jesper Hansen.
Knivholt Autoophug har tilladelse til at have 500 miljøbehandlede skrotbiler på matriklen.