Kort Nyt

Nydelige svindlere slår til igen: Det er organiseret

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det virkede uskyldigt, da en nydelig midaldrende mand i skjorte mandag formiddag ringede på hos en 85-årig kvinde i Sæby.

Han kom fra banken og ville redde hende fra mulig svindel på kvindens konto. Hun skulle bare give ham sit kort - og kode.

Men manden var ikke fra banken. Faktisk var han - ifølge Nordjyllands Politi - en del af en organiseret kriminel gruppe

- Vi ser på de her sager som en del af en helhed. Vi kan ikke sige, om der er flere grupperinger på spil, men vi er ret overbeviste om, at det er organiseret, siger Peter Skovbak Pedersen, politikommissær ved Nordjyllands Politi.

Den mistanke blev kun yderligere bestyrket, da en noget yngre mand ved middagstid ringede på hos en 77-årig kvinde i samme by. Han var, ligesom den første, klædt i skjorte og beskrives, ligesom den første gerningsmand, som værende pæn, slank og mellem 180-190 centimeter høj.

Præcis som i den første sag var den 77-årige blevet ringet op på forhånd med besked om, at en mand fra banken ville hente hendes kort og kode for at beskytte hendes konto. 

I begge sager kørte svindlerne direkte fra deres ofre og til hæveautomater, hvor de hævede betydelige pengebeløb, før deres fusk blev opdaget og kortene spærret.

- Vi kan ikke advare nok mod den her svindel, som vi desværre ser gang på gang, og vi vil understrege, at selvom gerningspersonerne ligner bankpersonale, så er de det aldrig, siger Peter Skovbak Pedersen. 

Tyve skaffede sig adgang til villa via orangeri

Der er givetvis en ærgerlig villaejer i Mariager.

Onsdag omkring klokken 13 smadrede ukendte gerningsmænd nemlig en rude i et organgeri på Mariagervej.

På den måde skaffede de sig adgang til huset, og stjal to PH lamper til en samlet værdi af 25.000 kroner.

Hvis man har set noget mistænkeligt i tidsrummet, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Mand blev standset med hestetrailer - men der var et andet dyr i lasten

Det var mere end bare en færdselsforseelse, som lokalpolitiet i Thisted måtte notere en snart 90-årig mand for onsdag eftermiddag.

Det fortæller Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden kom kørende i sin bil med hestetrailer, da han påkørte et skilt på Sallingsundbroen. Det fik hjulet på traileren til at ryge af, men det forhinderede ikke den snart 90-årige i at køre videre - bare på fælgen.

Da poliet standsede manden, tog de også et kig i mandens hestetrailer. Her fandt de et ikke nærmere defineret antal kalve.

Derfor udviklede det sig fra 'bare' at være en færdselsforseelse til at blive en sag for Tungtvognscenter Nord.

- De skal undersøge, om der er sket en overtrædelse af godstransportbestemmelserne, siger Henrik Jensen.

Seks kommuner får løft i lægedækningen

År efter år har nordjyske kommuner råbt vagt i gevær over en alvorlig mangel på praktiserende læger.

Men nu lysner det i sundhedstusmørket. Der er nemlig flere hvide kitler på vej til de kommuner, hvor det står værst til.

En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner skal allerede fra årsskiftet sikre flere læger til de områder i landet, hvor manglen er størst, og hvor der samtidig er flest syge borgere.

Det betyder, at Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Læsø Morsø og Thisted kommuner nu kan se frem til et løft i lægedækningen.

Pirates taber med et brag

Aalborg Pirates fik prygl her til aften, da de spillede mod Herlev Eagles.

Holdet, der elles ligger nummer to i ligaen måtte se sig slået 5-0 af rivalerne.

Trods tabet er Aalborg Pirates dog stadig nummer to i ligaen med 47 point, mens Herlev Eagles nu har 42. Først i ligaen er Herning Blue Fox med 52 point.

På bare et minut lykkedes det i løbet af kampen Herlev Eagles at score mål tre gange. Og således tog Eagles føringen 3-0 og det blev kun værre som tiden gik.