Nye almene boliger i Skagen
Foto: Christian Henriksen
- Nu er det så op til boligforeningerne at komme i arbejdstøjet. Vi opfordrer dem til at arbejde videre med de to konkrete projekter, der er på tegnebrættet, siger Birgit S. Hansen.
Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune har besluttet at afsætte penge til nye almene boliger i Skagen. I alt 5,5 millioner kroner er sat af til formålet.
Der er stor efterspørgsel på almene boliger i Skagen, men det er svært at finde ledige lejemål for boligsøgende i byen.
Et enigt økonomiudvalg har besluttet at afsætte 5,5 millioner kroner til opførelsen af nye almene boliger. Og det er en vigtig prioritering, siger borgmester Birgit S. Hansen, der er formand for økonomiudvalget, i en pressemeddelelse fra Frederikshavn Kommune.
Det er vigtigt for os, at der er almene boliger til alle de borgere, som ønsker at finde et nyt hjem i Skagen.
Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune
- Det er vigtigt for os, at der er almene boliger til alle de borgere, som ønsker at finde et nyt hjem i Skagen. Nu er pengene fundet, og vi forventer, at borgere inden længe kan få en nøgle i hånden til et nyt lejemål i byen, siger hun.
To projekter i 2021
Økonomiudvalget har meddelt boligforeningerne, at man i 2021 har i sinde at prioritere Skagen Boligforenings byggeprojekt på Skagavej i Skagen og Frederikhavn Boligforenings projekt på Kirkevej i Skagen.
Der afsættes 2,9 millioner kroner til førstnævnte projekt og 1,8 millioner kroner til sidstnævnte. I alt 4,7 millioner kroner. De resterende 800.000 kroner, ud af puljen på 5,5 millioner kroner, overføres til budgettet for prioriteringen af projekter i Skagen til gennemførelse i 2022.
- Nu er det så op til boligforeningerne at komme i arbejdstøjet. Vi opfordrer dem til at arbejde videre med de to konkrete projekter, der er på tegnebrættet, siger Birgit S. Hansen.