Nye planer om feriehuse på omstridt grund i Skagen

Den har stået tom i mange år, men nu er der konkrete planer i støbeskeen for den omdiskuterede kasernegrund i Skagen.

I mange år har den gamle kasernegrund i Skagen stået tom og er forfaldet mere og mere, men nu er der nye planer på den prominente adresse. 

Mandag blev der sat skilt op, der løfter sløret for planerne; nemlig hele 72 ferieboliger på hjørnet af Jens Winthers Vej og Skarpæsvej i Skagen.

Her ses noget af grunden.

Projektet præsenteres på hjemmesiden garnisonsparken.dk og afslører, at der er planer om et feriested for folk i alle aldre, og bygningsmæssigt vil det blandt andet være åbent, funktionelt og æstetisk.

På hjemmesiden kan man yderligere se, at der er tale om unikke ferieboliger i området, der bliver kaldt Garnisons Parken.

Garnisons Parken her illustreret fra projektet på hjemmesiden af samme navn.
Garnisons Parken her illustreret fra projektet på hjemmesiden af samme navn.

Bill smed håndklædet i ringen

Det er fortsat uvist, hvem der tilbage i juni købte den 23.500 kvadratmeter store kasernegrund, men sikkert er det, at det er den nordjyske erhvervsmand Bill Nielsen, der er sælger.

Han købte grunden tilbage i 2005 for 24 millioner kroner.

quote vi har fået at vide, at grunden er solgt, men vi har ikke hørt noget fra den nye ejer

Peter E. Nielsen, Frederikshavn Kommune

Og planerne var store. Bill Nielsen ville nemlig bygge ferieboliger i området, men på grund af diverse lokalplaner og lokal modstand, blev det aldrig til noget.

Bill Nielsen føler, at Frederikshavn Kommune har modarbejdet ham i de 17 år, han har ejet grunden, og derfor skilte han sig af med den.

- Jeg er blevet lovet en masse, som derefter har vist sig ikke at kunne lade sig gøre, så nu gider jeg sgu ikke mere, sagde han i juni til TV2 Nord.

Samme planer - ny ejer

Nu er der kommet ny ejer til, og planen er, at der skal opføres 72 ferieboliger. De bliver solgt af den københavnske ejendomsmægler Siesbye Kapsch.

Foto: Garnisonsparken.dk
Foto: Garnisonsparken.dk

Hvem den nye ejer er, vides endnu ikke, og det gør Frederikshavn Kommune heller ikke.

- Nej, vi har fået at vide, at grunden er solgt, men vi har ikke hørt noget fra den nye ejer, siger formand for plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune, Peter E. Nielsen (S).

Han tilføjer, at der således heller ikke er modtaget en byggeansøgning på det store feriehus-projekt i Skagen.

- Der ligger dog et godkendt projekt om feriehuset på stedet fra tidligere, understreger Peter E. Nielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland