Offentliggør overvågningsfilm af mulig brandstifter: Har du set ham her?
Nordjyllands Politi leder efter en mand, der er mistænkt for at stå bag brand ved Milano Pizza i Elling.
Politiet offentliggør nu en overvågningsvideo af en mand, som de mistænker for at stå bag brandstiftelse 1. marts 2020 omkring klokken 23.30.
Her forsøgte den ukendte mand at sætte ild til pizzeriaet Milano Pizza på Grundtvigsvej i Elling.
Manden ankom til fods med en hvid Ajax-dunk. I dunken var der benzin, som han hældte ud på stedet.
Efterfølgende gik han over til et bænkesæt, satte den hvide dunk fra sig og trak en hætte over hovedet.
Omkring to minutter efter udbrød der brand.
- Vores efterforskningsskridt i sagen har ikke kunnet fastlægge mistænktes identitet. Derfor offentliggør vi nu overvågningsmateriale af personen, siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Carsten Straszek.
Se overvågningsvideoen her:
Den mistænkte beskrives som: 175 cm høj, almindelig af bygning, meget kortklippet sort hår, næsten skaldet, mørk hættetrøje, mørke jogging-bukser og sorte sko.
Det er desuden værd at lægge mærke til, at han halter på sit ene ben.
Borger slukkede ilden
En lynhurtig borger så flammerne. Vedkommende fattede hurtigt sin pulverslukker og slukkede branden, inden brandvæsnet blev tilkaldt, og skaderne var derfor begrænsede.
Ingen personer kom til skade ved branden.
Genkender du manden, så kontakt Nordjyllands Politi straks på telefon 114.