"Påfaldende" siger politiet: Mountainbike tyve på rov
En, to, tre mountainbikes er blevet stjålet i Frederikshavn kommune de seneste dage.
Så sent som lørdag gik det ud over to tyske turister, som var parkeret på en parkeringsplads ved Råbjerg Mile Vej. Det skriver Kanalfrederikshavn.dk.
Selvom de kun var væk i cirka halvanden time, så kom de tilbage til en træls overraskelse.
Begge deres el-mountainbikes var blevet stjålet.
Dagen inden ved middagstid var det en mountainbike af mærket Trek, som var blevet stjålet midt i gågaden i Frederikshavn.
- Det er påfaldende med tyveri af mountainbikes to dage i træk, men vi tror ikke, der er en sammenhæng, udtaler politikommissær Michael Karstenskov, leder af Sagscenter Frederikshavn, til Kanalfrederikshavn.dk.
Politiet er i forvejen opmærksomme på tyverier af mountainbikes, da det er dyrebare tyvekoster.