Palmer ud af vinterhi
Foto: Jesper Chrisiansen
97 palmer blev i dag gravet ned på Palmestranden ved Frederikshavn.
Så er der igen tropisk stemning på stranden i Frederikshavn.
I dag kom sommeren officielt til Frederikshavn. I hvert fald blev byens berømte palmer plantet ud på byens mest berømte strand.
- De kommer ud, og så kommer sommeren. Det er så dejligt, siger den palmeansvarlige i Frederikshavn Kommune, Michael Nielsen, til TV2 Nord.
I år bliver der sat 97 palmer ud på Palmestranden. Det er lidt færre end sidste år, men det skyldes, at stranden er blevet smallere, og der ikke er plads til så mange palmer mere. Det er såkaldte daddelpalmer, der kan tåle ned til seks graders frost.
- Det er bare dejligt. Vi har glædet os til at få palmerne ud. Det gør vi jo hvert år, men specielt i år har vi glædet os, for alting har været lidt anderledes i det her forår, siger afdelingsleder ved Park & Vej Anne Mette Finnerup.
Se videoindslag:
På Palmestranden gælder de samme coronaregler om afstand og forsamling som alle andre steder. I år kommer man dog indtil videre til at undvære liggestolene og strandbaren på grund af coronarestriktionerne. Palmerne dem må man nyde, alt det man vil.
- Det er lidt det samme som med Rubjerg Knude Fyr. Når man går op til et kendetegn, så har man et mål. Her har man også et mål. Kom ned og se palmerne og føle det der rum, og den hygge der er. Det skal vi bare have, påpeger Anne Mette Finnerup.
Tradionen med palmerne startede i 2004. Dengang var der bare 30 palmer.