Politiet anholder ny mand og løslader en anden efter Skagen-knivstik
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det er endnu uvist, hvorfor en 20-årig mand mandag aften blev stukket ned i Skagen.
Tirsdag morgen kom det frem, at Nordjylland Politi havde anholdt fem mænd efter et knivstik i Skagen, hvor en 20-årig blev fundet kvæstet. Hans tilstand er lige nu kritisk.
Tirsdag formiddag klokken 11.00 har politiet så anholdt en sjette person i sagen.
- Vi har i løbet af aftenen og natten foretaget tekniske undersøgelser på og omkring gerningsstedet for dokumentation og sporsikring, siger efterforskningslederen, vicepolitiinspektør Frank Olsen, der også oplyser, at der til sagen er afhørt en række vidner.
Politiet skriver samtidig i en pressemeddelse, at de forventer at løslade én af de fem mænd, der først blev anholdt.
Der er planlagt grundlovsforhør i Hjørring tirsdag klokken 17:30. Politiet har dog endnu ikke taget stilling til, hvor mange af de anholdte mænd der skal fremstilles i grundlovsforhør.-
Motivet til overfaldet er fortsat ukendt for politiet, og vicepolitiinspektøren ønsker ikke at oplyse, hvordan de anholdte mænd forholder sig til sigtelse.