Politiet efterlyser to indbrudstyve
Der blev natten til tirsdag begået flere indbrud i Nordjylland. Politiet efterlyser to indbrudstyve.
Indbrudstyve var natten til tirsdag på spil i Skagen, og i Hirtshals var der også besøg af ubudne gæster. Det skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport.
Tyve begik omkring klokken 02.00 natten til tirsdag indbrud i en kiosk på Solnedgangen i Skagen. Her fik de adgang til kiosken ved at afliste en rude, og de slap derfra med flere souvenirs.
Halvanden time senere forsøgte tyve at bryde ind i et ældrecenter på Skagavej i Skagen. Tyvene knuste en rude, men kom ikke ind i bygningen. De løb efterfølgende fra stedet, og Nordjyllands Politi har et sparsomt signalement af de to formodede gerningsmænd.
Der er tale om to mænd. Den ene var iført en sort jakke med blå skuldre eller ærmer, mens den anden var en sort jakke. Begge mændene talte dansk.
Nordjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner på telefonnummer 114, og her kan man også rette henvendelse, hvis man har oplysninger, som kan hjælpe politiet med at opklare et andet indbrud, der blev begået natten til tirsdag.
Omkring klokken 02.00 brød tyve ind i en skoforretning på Nørregade i Hirtshals. Tyvene kom ind via en bagdør, som de brød op med et koben, og de stjal diverse kontanter og byttepenge.