H.K.H. Prins Joachim havde i dag selskab af uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs, bestyrelsesformand i Den A. P. Møllerske Støttefond, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og bestyrelsesmedlem Johan Uggla, da han indviede den nyrenoverede maritime skole, MARTEC, i Frederikshavn.
Den A. P. Møllerske Støttefond har bevilliget 10 mio. kroner til projektet, der er brugt til at moderniseret skolen.
Renoveringsprojektet er en strategisk satsning med henblik på at sætte MARTEC på landkortet som et moderne, internationalt anerkendt maritimt og polyteknisk uddannelsescenter. Det fortæller direktør Pia Ankerstjerne.
- Det moderniserede studiemiljø er et vigtig element i arbejdet frem mod denne vision. MARTEC kan nu tilbyde vores mange studerende, kursister og ansatte et arbejds- og studiemiljø i topklasse. Vi er meget taknemmelige for Den A. P. Møllerske Støttefonds gavmilde bidrag til projektet. Ansatte og studerende har været involveret i arbejdet og bidraget til det flotte resultat, siger hun.
Projektet har betydet, at MARTEC i det seneste år har fået et kæmpe løft i form af nye, lyse og behagelige opholds- og arbejdszoner, renovering af de eksisterende og tilføjelse af nye undervisnings- og gruppelokaler og en total energirenovering. Forbedringerne har en særlig stor betydning for studerende på MARTEC, da undervisningen lægger op til, at de studerende arbejder mange timer om dagen på skolen, i klasserne og i gruppe- og projektarbejde.
- Jeg ser meget frem til at markere åbningen af MARTEC’s nye uddannelsescenter, for netop uddannelsesinstitutioner som MARTEC er afgørende for, at vi kan fortsætte med at skabe vækst og nye arbejdspladser i det maritime Danmark. Danmark er og har altid været en søfartsnation, og det er vigtigt, at vi sørger for gode uddannelsesforhold til den maritime sektor. Ikke mindst glæder det mig, at de nye faciliteter også kan bidrage til, at de studerende bruger mere tid på gruppe- og projektarbejde på MARTEC. Det giver gode nyuddannede, der kan bringe viden og arbejdsomhed til fremtidens erhvervsliv, sagde uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs i forbindelse med åbningen.
Fakta om MARTEC