Prischok på varmeregning: Her stiger den 300 procent
Foto: Tv2nord.dk
Frederikshavnernes varmeregning kommer i slutningen af året på et niveau, der aldrig er set før. Fjernvarmeprisen stiger tre gange i løbet af efteråret. Dermed er prisen steget med 300 procent i 2022.
I Frederikshavn stiger den variable del af fjernvarmeprisen tre gange i løbet af efteråret. Årsagen til stigningerne skyldes det fortsat ustabile energimarked, der har en voldsom negativ effekt på varmeselskabets økonomi.
Vi er i en helt ekstraordinær situation, hvor vi slet ikke har indflydelse, og desværre må vi sende regningen videre til vores kunder.
Erik Kyed Trolle, bestyrelsesformand, Frederikshavn Varme A/S
Erik Kyed Trolle, der er bestyrelsesformand for Frederikshavn Varme A/S, forklarer, at udover en rimelig stor prisstigning i februar var der i maj og august mindre stigninger på fjernvarmeprisen.
- Vi havde håbet, at energimarkedet kunne finde et roligt niveau, men tværtimod ser vi fortsat kraftige stigninger på både el- og naturgaspriserne. Energimarkedet i hele Europa er gået fuldstændigt amok, og prognoserne for fremtiden ser desværre dystre ud, siger Erik Kyed Trolle og understreger:
- Vi er i en helt ekstraordinær situation, hvor vi slet ikke har indflydelse, og desværre må vi sende regningen videre til vores kunder.
Sådan stiger fjernvarmeprisen
Per 1. oktober stiger prisen med 10 procent til 963 kroner per megawatt-time inklusiv moms.
Måneden efter kommer endnu endnu en stigning på 10 procent, hvor prisen bliver 1059 kroner, og per 1. december stiger varmeprisen cirka 48 procent til 1563 kroner
Frederikshavn Varme producerer to tredjedele af fjernvarmen på eldrevet varmepumpe og på gaskedler, og det er på disse anlæg, hvor ”råvarepriserne” er på himmelflugt.
Møde i næste uge
Årsagen er de manglende gasleverancer fra Rusland, som påvirker energimarkedet i hele Europa.
Bestyrelsen i Frederikshavn Varme A/S vil i næste uge træffe beslutning om en yderligere varmeproduktion - og den skal i høj grad være baseret på grøn energi.