Renovering startede brand på krigsskib i Frederikshavn
Foto: Flemming Krogh, Scanpix
Arbejde med en skærebrænder startede en mindre brand på krigsskibet Esbern Snare i Frederikshavn.
Nordjyllands Beredskab i Frederikshavn blev onsdag eftermiddag kaldt ud til en brand på krigsskibet Esbern Snare på Flådestation Frederikshavn.
- I forbindelse med noget renovering af skibet har man arbejdet med en skærebrænder, og det er formentlig noget væske i et rør, man har skåret over, der er gået i brand, fortæller indsatsleder Bo Isaksen, Nordjyllands Beredskab.
Der var tale om en mindre brand med dertilhørende røgudvikling, og skaderne efter branden er minimale.
- Der er selvfølgelig lidt røgskader og også en lille smule brandskader, men det er ikke ret meget. I forbindelse med sådan en renovering er det normalt at hænge en dug op omkring arbejdet og installere udsugning, der kan tage røgen fra skærebrænderen, så røgskaderne er blevet begrænset.
Esbern Snare har sit eget brandberedskab, så da Nordjyllands Beredskab ankom var skibets egne brandmænd og røgdykker allerede godt igang med at bekæmpe ilden. Røgdykkeren fra fastlandet kom dog med ned i skibet, og sammen fik man ilden bekæmpet.
Da man opdagede ilden blev skibet med det samme rømmet for personer, så ingen er kommet noget til i forbindelse med branden.