Robotter skal undervise Skagen-elever
Foto: Frederikshavn Kommune
Frederikshavn Kommune vil med projektet undersøge muligheden for Robotics, som et måske kommende fag i folkeskolen.
Frederikshavn Kommune har indført robotprogrammering for børn og unge i alderen 0-16 år i skolesystemet.
Robotprogrammeringen skal ruste skoleeleverne til at stå bedre på arbejdsmarkedet
Det er eleverne på Skagen Skole, der i første omgang lærer om og af robotter. Fra indskolingen og på alle klassetrin prøver eleverne kræfter med en blanding af leg, robotprogrammering og undervisning udført af robotter.
Undervisningen er en del af et innovationsprojektet med science robotterne, og sker i samarbejde med Blue Ocean Robotics ApS, der er en af verdens førende forsknings og udviklingsvirksomheder af nye, spirende robotløsninger.
Frederikshavn Kommune vil med projektet undersøge muligheden for Robotics, som et måske kommende fag i folkeskolen.
- Jeg er sikker på, at der er behov for det nye fag Robotics. Erhvervslivet efterlyser innovation og programmering som vigtige kompetencer hos deres kommende ansatte. Begge kompetencer udvikles i faget. Vi ruster vores skoleelever til den nye teknologi. Samtidig har vi allerede nu erfaring for, at Robotics er yderst motiverende for børn i alle aldre, siger Gert Nygaard, distriktsleder, Skoledistrikt Nord, Frederikshavn Kommune.
Frederikshavn kommune ser innovationsprojektet, som et bidrag til samfundets udvikling i forhold til kvalificeret arbejdskraft i fremtiden.
- Vi bevæger os fra en opfattelse af teknologi og digitale værktøjer som supplement i vores hverdag til teknologi og digitale værktøjer som kultur – hvor programmering er et centralt udviklingsområde i denne bevægelse. – Erhvervslivet kalder på kvalificeret arbejdskraft i programmering, dette område og den udfordring mener vi skal tages alvorligt, siger Morten Hedegaard, IT-og digitaliseringskonsulent, Frederikshavn Kommune.
Fakta om faget Robotics
- FAKTA: Faget, Robotics, er i skolen bygget op om to robottyper: Dash and Dot og Linkbot.
- Robotten Dash and Dot benyttes i indskoling og mellemtrin og afløses af Linkbot.
- Dash and Dot er små forprogrammerede robotter, der selv kan undervise børn i programmering.
- De er egnede til børn fra ca. 6 år til ca. 11 år.
- Undervisningen med Dash and Dot er i gang på flere hold i Skagen Skoleafdeling.
- Robotten Linkbot et modulært system af komponenter der sammensættes, så eleverne selv har mulighed for at bygge og forstå robotteknologi fra grunden.
- Daginstitutionsområdet skal understøtte arbejdet i skolen, med simpel programmering gennem leg med mere simple typer af robotter.