"Røde" har hevet Obama og Clinton til Danmark: - Netværk er det vigtigste i verden
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Henrik "Røde" Jensen har brugt 30 år på at opbygge sit netværk - og han mener, at danskerne er for dårlige til det.
Ræk ud.
Det er titlen på Henrik "Røde Jensens nye bog om netværk.
Selvfølgelig var hele hans netværk også inviteret til receptionen og mange af dem deltog også til arrangementet i Understed.
Henrik Jensen er kendt som manden, der blandt andet har skaffet Barack Obama og Bill Clinton til Danmark - og mange andre af de store kanoner.
Han vil nu gerne lære fra sig - især fordi danskerne ikke er gode nok til opbygge netværk.
- Der er mange, der har efterspurgt det, fordi de ved, at jeg har brugt 30 år af mit liv på at lave netværk. Og den her bog, det er ikke sådan en akademisk bog. Det er en bog lært ud fra det, jeg har lavet hele mit liv, siger "Røde" og fortsætter:
- Der er historier fra alle mulige steder, men selvfølgelig også om Obama i Kolding og alle de andre ting. Men jeg håber, at der er nogen, der bliver en lille smule klogere på det der med at lave netværk. Fordi det er danskerne faktisk ikke ret gode til.
Det vigtigste
Når de store kanoner fra udlandet er hevet til Danmark til eksempelvis foredrag, så handler det om netværket. Et netværk i New York, han har brugt 17-18 år på at opbygge.
Men det kan også gøre meget i de helt almindelige liv.
- Det er det vigtigste. Men det, man skal huske, det er at være vedholdende og så opføre sig ordentligt. Gør man det, så kommer man rigtig, rigtig langt med sit netværk, siger Henrik Jensen.
Hvad skal man bruge netværket til?
- Jamen, til at skabe relationer, til at få et nyt job. Vennerne hjælper en i krisetid. Folk der rækker ud helt ud af det blå, uventet. Så netværk er bare det vigtigste her i verden.
Kan man bruge netværk til alt?
- Stort set alt. Ikke til at betale regninger med nede ved købmanden, men ellers så kan du altså bruge det til det meste.
Henrik Jensen kommer også ind på, hvad man kan lære af den nye bog.
- Jamen, jeg kommer med en masse gode råd om, hvordan både introverte og ekstroverte får nogle gode værktøjer til at sige, "jeg er ikke så god til det her", og så kan man lige slå op i nogle af de råd her og tænke, "det der, det er måske en god idé".
Se hele interviewet med Henrik "Røde" Jensen herunder: