LIGE NU:

Rumæner udvist for indbrud og indbrudsforsøg

En 25-årig rumænsk mand blev ved Retten i Hjørring idømt en såkaldt straksdom for et indbrud og to indbrudsforsøg.

50 dages fængsel og udvisning med indrejseforbud i seks år blev udfaldet for en 25-årig rumæner, som onsdag blev fremstillet ved Retten i Hjørring.

Det begyndte som et grundlovsforhør, hvor manden var sigtet for et indbrud og to indbrudsforsøg, som er begået i Frederikshavn og Sæby i begyndelsen af juni. Da manden tilstod forholdene, blev det dog muligt at idømme ham en såkaldt straksdom, så hele sagen altså blev gjort færdig onsdag.

Anklager Louise Watson fra Nordjyllands Politi fortæller, at den rumænske mand så sent som i sidste uge blev idømt 40 dages fængsel ved Retten i Randers, blandt andet for indbrud.

Den 25-årige blev fængslet straks efter domsafsigelsen, og når han har afsonet sin straf, udvises han fra Danmark og får indrejseforbud i seks år.