Ruths Hotel skal vise muskler på søndag

Ruths Hotel i Skagen skal på søndag vise juryen i Den Danske Spiseguide, at stedet er værdig til titlen som Årets Restaurant.

Et frygtindgydende felt. Det kan man vist roligt kalde det, Ruths Hotel i Skagen er oppe mod i finalen, når Den Danske Spiseguide skal kåre Årets Restaurant.

Men Ruths Hotel er ikke desto mindre med, og de kæmper mod Relæ, Clou, Noma, Søllerød Kro og bornholmske Kadeau om titlen.

De nominerede blev offentliggjort i juni, og selve prisen uddeles først den 30. oktober, men inden da skal hver restaurant lave en nomineringsmiddag, hvor de viser, hvad de kan. På søndag går det løs for Ruths Hotel, hvor juryen fra Den Danske Spiseguide kommer forbi og lægger smagsløg  til.

Den Danske Spiseguide er udkommet siden 1978 og udgives stadig af dansk gastronomis grand old man, Bent Christensen. Tidligere har nordjyske Penny Lane vundet titlen, det var i 1997. Dette års vinder og vinderne i de ni andre kategorier - blandt andet årets kokkeprofil, tjener, bistro og dessert - vil blive kåret ved en stor gallamiddag på Aros i Aarhus den 30. oktober.


Seneste nyt

fra Nordjylland