Sæby har været for forfattere, hvad Skagen var for kunstmalere
Hvad Skagen var for malerne, var Sæby for en gruppe forfattere, som blandt andre Henrik Ibsen - Gustav Wied og Herman Bang.
Både Herman Bang, Henrik Ibsen og Gustav Wied har alle haft Sæby som deres kunstneriske refugium.
De har holdt til lige i midten af det historiske Sæby. Nærmere bestemt Clasens Have, hvor flere kunstnere valfartede til for mere end 100 år siden.
Det var nemlig særligt Clasens Hotel og have der mellem 1891 og frem til 1920 tiltrak blandt andre Henrik Ibsen, Herman Bang, Gustav Wied og Holger Drachmann, der alle søgte til Sæby for at finde ro og inspiration til deres arbejde.
- Det har været et stort samlingssted, det er der ikke nogen tvivl om, men det har desværre bare ikke efterladt et særlig stort aftryk, siger Anne Katrine Holm Pedersen, der er kustode ved Nordjyllands Kystmuseum.
Kunstnerisk refugium
Modsat i Skagen, hvor de er lykkes med at gøre byen verdenskendt for de store kunstmalere som Krøyer og Ancher, så er Sæby ikke kommet på verdenskortet, som de kendte forfatteres kunstneriske refugium, selvom flere store forfattere har brugt Sæby, som skagensmalerne brugte Skagen.
- Det havde været belejligt, hvis de direkte havde skrevet, at deres værker tager afsæt i Sæby, men der skal man også forstå den litterære periode, som prægede Danmark for 100 år siden, hvor det var impressionismens filosofi, at man skulle vise det og ikke fortælle det, siger Anne Katrine Holm Pedersen.