Se billederne: Berømt hotel genåbner efter luksus-renovering

Hotellet er kendt for luksus og rige gæster. Nu har Ruths fået en stor opgradering.

Når rigmænd og andre velhavere drager mod Skagen i uge 29, så er det berømte Ruths Hotel altid centrum for luksus og festlige middage.

Men når gæsterne igen checker ind, er der skruet op for ambitionerne.

Hotellet har nemlig været lukket i en måned for at gennemgå en stor renovering. Her har køkkenet blandt andet fået en stor opgradering, som skal løfte den gastronomiske oplevelse op i den absolute topklasse, lyder meldingen fra Ruths topchef.

- På Ruths Hotel er der ikke bare tale om et nyt køkken, det er nærmere som en livsnerve, der skaber den kulinariske kvalitet, som vores gæster værdsætter og forventer”, udtaler Tom Boye, adm. direktør Ruths Hotel.

Ethvert 5-stjernet hotel skal kunne  bryste sig af wellness-faciliteter, der får gæsterne helt ned i gear.

Derfor har Ruths Hotel også totalrenoveret wellness-området, ca. 20 år efter det blev etableret.

Den sidste af de tre store renoveringer, der blev gennemført i januar 2023, er istandsættelsen af værelsesbygningen Strandhuset. Her er indretning gennemgående blevet moderniseret, og der er installeret nye badeværelser. I alle lejligheder er der desuden etableret badekar og nye køkkener.

Selv om hotelbranchen har været igennem en omfattende coronakrise med nedlukninger, har det ikke slået Ruths Hotel ud af kurs.

De trofaste gæster har stadig lagt mange millioner i hotellets pengekasse. Hotellet landede således en rekordstor bruttofortjeneste på 32,7 millioner kroner i 2021.





Seneste nyt

fra Nordjylland