LIGE NU:

Sendte ægtefælle i aflastning: Man kan godt være det bekendt

Ragna Christensen er glad for Frederikshavn Kommunes nye tilbud om aflastningshotel til syge pårørende.

I Frederikshavn Kommune har de med stor succes indført såkaldte aflastningshoteller, hvor borgere med eksempelvis demens eller hjerneskader kan opholde sig, mens deres nærmeste pårørende får et tiltrængt pusterum fra den daglige pleje. Det kan være svært at efterlade sin syge ægtefælle, mens man selv tager på ferie, men de nyt hoteller skal gøre det lidt nemmere.

Ragna og Philip Christensen er nogle af dem, der har benyttet sig af kommunens nye tilbud, da Ragna tilbage i oktober tog til Bornholm for at deltage i parrets datters sølvbryllup. To tilfælde af blodpropper i hjernen betyder, at Philip hverken kan gå eller tale ordentligt, og derfor kunne han ikke komme med. I stedet blev han sendt på aflastningshotel, selvom det var en svær beslutning.

Man har lovet hinanden at være sammen til døden skiller, og kan man være bekendt at tage af sted? Det kan man. 

- Man har lovet hinanden at være sammen til døden skiller, og kan man være bekendt at tage af sted? Det kan man. Også når man ved, at han har det godt, og at han under mig den ferie, men det er ligesom en hurdle, man skal over, siger Ragna Christensen fra Østervrå om de overvejelser, der gik forud for, at Philip blev sendt på ”hotelophold” på plejecenteret i Skagen.

Aflastningshotellerne er helt konkret små lejligheder på i forvejen beboede plejecentre, hvor borgeren får sit eget værelse samt adgang til de øvrige facitiliteter, som de andre beboere på centeret også har adgang til. Frederikshavn Kommune har indrettet to af sådanne "hotellejligheder" på kommunens plejecentre i Sæby og i Skagen.

- Jeg tror, at det har givet rigtig meget ro til den pårørende, og at den pårørende kan glæde sig til at skulle afsted til et eller andet arrangement. Vide, at man er tryg og kan tage afsted, nyde den ferie, man måske har bestilt sammen med sine børn, siger Hans Ole Steffensen, der er centerchef for Social- og Sundhedsmyndighed i Frederikshavn Kommune.  

Et ophold på aflastningshotellet koster 130 kroner i døgnet. Det kan bestilles seks måneder i forvejen, og skal varsles senest 14 dage inden. I de 10 måneder, det har kørt i Frederikshavn, har der været en gennemsnitlig belægning på omkring 80 procent.