Skagen-fiskere frygter pres fra fiskeri på jomfruhummere
TV2 Nord interviewede John Jakobsen, formand for Skagen Fiskeriforening, tirsdag morgen kort før, den endelige fiskeriaftale landede.
Markant reduktion i torske-kvoterne kan få fiskere til at søge mod jomfruhummerfiskeri, men der er ikke plads til alle, advarer nordjysk fiskeriformand.
Der kommer til at ske en kvotereduktion på torsk. Det er resultatet af lange forhandlinger i EU om fremtidens fiskeri. Men kvoten bliver lidt højere på torsk og sild, end der oprindeligt var lagt op til af kommissionen.
Oprindeligt lød reduktionen på torsk på 92 procent, men den er nu faldet til 88 procent i aftalen.
Ingen fiskere er interesseret i at en fiskebestand forsvinder, men vi skal finde en balance
John Jakobsen, formand for Skagen Fiskeriforening
- Vi har landet en aftale, hvor vi stadig tager den videnskabelige vurdering meget alvorligt, og sikrer, at vi passer på vores fiskebestande, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S) til TV 2.
En ren gyser
I Skagen kalder formanden for fiskeriforeningen, John Jakobsen, forhandlingerne for en gyser. For selvom de primært handler om torsk, der fanges i Østersøen, så sætter den nye fiskeriaftale naturligvis aftryk hos de nordjyske fiskere.
Når kvoterne i blandt andet Østersøen sænkes markant, så vil det betyde, at flere fiskere derfra vil søge mod nord og fiske der, hvor de nordjyske fiskere traditionelt befinder sig.
Og det er jomfruhummere, de nordjyske fiskere værner særligt om.
- Vi kan ikke have plads til alle, der vil fiske jomfruhummere. Vi bliver presset sammen på et lille område, og det vil presse Skagerrak, og det vil gå ud over prisen, siger John Jakobsen, formand for Skagen Fiskeriforening.
Frygter flaskehals
Han mener, kvoten på jomfruhummere er stor nok, men ser med bekymring på udviklingen og frygter en flaskehals, hvis Østersø-fiskerne i stort antal satser på det fiskeri, efter torskekvoten er sat markant ned.
- Ingen fiskere er interesseret i, at en fiskebestand forsvinder, men vi skal finde en balance, og den balance er ved at kamme over i forhold til Østersøen, hvis man slår så urealistisk hårdt ned på kvoten på torsk, fastslår John Jakobsen.
Fiskeriforening: Aftale er en katastrofe
Aftalen er en katastrofe for fiskerierhvervet. Sådan lyder det fra Danmarks Fiskeriforening.
- Mine tanker går til de fiskere, der med den her aftale har fået hevet tæppet væk under sig og ødelagt deres forretning. De står tilbage i en rigtig træls situation, og jeg ser det som en bunden politisk opgave at hjælpe dem og deres lokalsamfund, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, der også har arbejdet for en ophugningsordning for fiskefartøjer i Østersøen.
Dagens aftale cementerer det behov. For virkeligheden er, at de store reduktioner på de væsentligste arter i Østersøen kommer til at spænde ben for fiskeriet på de andre arter.
Eksempelvis betyder de store reduktioner af torskekvoten, at fiskeriet efter fladfisk også bringes under pres, da torsk er en hyppig bifangst i det fiskeri. Dette er med til at gøre situationen endnu mere alvorlig.
- Desværre er der ingen tvivl om, at der lige nu er for mange fiskefartøjer i Østersøen i forhold til fiskerimulighederne. Vi foreslår, at der hurtigst muligt etableres en ophugningsordning, der kan sikre større balance i fiskeriet og give nogle fiskere mulighed for at forlade erhvervet på en værdig måde, udtaler næstformand i Danmarks Fiskeriforening og formand for Klintholm Havns Fiskeriforening, Kim Kær Hansen
Minister immødekommer ordning
Fiskeriminister Rasmus Prehn har i forbindelse med ministerrådsmødet tilkendegivet, at Regeringen er klar til at se på en ophugningsordning. Ifølge Danmarks Fiskeriforening kan det arbejde kun gå for langsomt.
- Jeg er glad for, at ministeren er åben over for etablering af en ophugningsordning. Men vi har også brug for en oplægningsordning, så nogle af de fiskere, som tror på fremtiden og gerne vil beholde deres fiskefartøj, har mulighed for at lægge til kaj i en periode uden at fiske og dermed påvirke torskebestanden, siger Svend-Erik Andersen.